Da Lisbeth Zornig Andersen var ung, stjal hun en pung og nogle bilnøgler i et omklædningsrum. Nøglerne kylede hun ud i mørket, dem kunne hun ikke bruge. »Hvorfor skulle jeg synes, at det var forkert at stjæle? For min mor stjal jo, og det samme gjorde mine brødre. At den stakkels kvinde også skulle ud i natten for at lede efter sine nøgler, tænkte jeg heller ikke over. Jeg fik karantæne på stedet i et år, og det var frygtelig flovt, men jeg vidste jo ikke, at man blev så ked af det«. Børnerådets formand smiler, mens hun fortæller, for i dag kunne hun ikke drømme om at hugge noget fra nogen, og hun kan udmærket leve sig ind i andre menneskers tab.
Vokset op med vold, druk og overgreb
Men dengang var alt anderledes, dengang voksede hun op i et miljø med druk og vold og seksuelle overgreb, og hendes normer var derefter.
»I stedet for karantæne skulle de dengang have taget fat i mig og sagt, at det ikke var i orden, og at jeg fik livslangt medlemskab af klubben som straf, for nu skulle de fandeme banke nogle andre normer ind i hovedet på mig«.
Mønsterbryderen Lisbeth Zornig Andersen vil, når hun forlader posten som børnerådsformand, arbejde på nye sociale løsninger i bunden af Underdanmark.
LÆS ARTIKLENZornig stopper som børnerådsformand Huset Zornig er navnet på en organisation, Lisbeth Zornig er i gang med at bygge op. En socialøkonomisk tænketank, der skal hjælpe med at »placere de uplacerbare«, er det ene hjul. Det andet hjul er en fond, der skal støtte projekter for truede familier. Og det tredje hjul er en konsulent- og rådgivningstjeneste, som indtil videre mest består af én person: Lisbeth Zornig Andersen. Hun er i den forbindelse bestilt af Socialministeriet til at dykke ned i de normløse familier, hvor børn lever i en verden af evig usikkerhed om de voksnes tilfældige gøren og laden, og hvor søgelyset fra de sociale myndigheder ofte ikke når ind. »Det er tit familier, der flytter fra kommune til kommune for at undgå myndighederne; hvor børnene aldrig rigtig når at få noget ordentligt kendskab til skolen; læreren kommer ikke tæt på; og socialrådgiveren oplever at møde en lukkethed. Vi skal vide mere om de mekanismer, og det kan Lisbeth hjælpe med«, forklarer socialminister Karen Hækkerup.
