Små hårtotter daler ned mod det grå gulv.
Med rutinerede bevægelser flytter Niels Toft Jepsen saksen hen over kundens hår, mens han klipper. Snakken går om løst og fast, men med få velvalgte stikord holder han umærkeligt samtalen i gang.
En sagte rislen fra det lille akvarium og nyheder fra radioen fylder frisørsalonen, mens den 66-årige herrefrisør hiver barbermaskinen frem og fjerner hårene i nakken. Med hurtige bevægelser børster han derefter nakken, så også de tynde hår havner på gulvet.
Som en magiker, der har optrådt med samme nummer tusind gange før, står Niels Toft Jepsen pludselig med et rundt spejl bag kunden, så den nyklippede herre inde i det store spejl kan vurdere resultatet af saksen og barbermaskinens arbejde i nakken.
»Det er yndigt«, siger kunden.
En tidslomme fra 1970'erne
Yndig ville nok ikke være det rette ord at bruge om Niels Toft Jepsens herrefrisørsalon i Munkebo Bycenter på Fyn. Men hyggelig er den. Det er som at træde ind i en tidslomme fra 1970’erne.
Foran de store spejle troner barberstole i rødt læder med nakkestøtte. De mange sakse ligger sirligt i en halvcirkel på bordet foran spejlene. Og ved siden af akvariet står en sort lædersofa, mens tegneseriealbum med ’Vakse Viggo’ dominerer den hvide hylde.
Niels Toft Jepsen trådte da også første gang ind i salonen i 1974. Siden har han bevaret dens særpræg. Men nu er det slut efter over 38 år. I morgen formiddag holder han afskedsreception i salonen for sine mange stamkunder:
»Der gik flere måneder, før jeg kunne få mig selv til at tage beslutningen om at gå på pension. Jeg kommer til at savne historierne fra kunderne, og jeg har stadigvæk svært ved at se mig selv gå ud af døren for sidste gang«.
Han skal ikke længere køre de otte kilometer fra hjemmet til salonen. I mange år cyklede han det meste af året, men i de senere år har han startet bilen.
»Det tager nøjagtig syv minutter med bil«, smiler han vemodigt.
Men ikke kun Niels Toft Jepsen siger stop. Med hans fratræden er der ikke længere en frisør i Munkebo. Ingen har lyst til at overtage salonen i et område hårdt ramt af ledighed og økonomisk tilbagegang.
Især den langstrakte næsten tre år lange lukning af Fyns største privatejede arbejdsplads, Lindøværftet, som blev afsluttet for et år siden, har ramt både Munkebo og resten af Kerteminde Kommune hårdt. På sit højeste var der næsten 6.000 ansatte på værftet, og for tre år siden var der 2.700 værftsarbejdere.
Lukningen ramte ikke kun værftsarbejderne. Som ringe i vandet spredte den sig til underleverandører, lokale virksomheder og butikker, der var afhængige af værftet. Og selv om mange er begyndt at pendle til job uden for kommunen, er kommunens ledighed siden 2009 alligevel blevet næsten fordoblet til 7,7 procent. Der er langt til de glade dage. Især i Munkebo.
Herrefrisør Niels Toft Jepsen kan huske de gode tider:
»Jeg har klippet både arbejdere og direktører fra værftet. Hvis jeg havde en fra toppen ude fra Lindø, forsøgte jeg ofte at udfritte ham om situationen på værftet, men direktørerne holdt kortene tæt til kroppen«.
Det var anderledes med værftsarbejderne. Han peger på den sorte lædersofa i salonen.
»Oprindelig havde jeg ikke tidsbestilling på klipninger. Derfor sad folk og ventede i sofaen, mens snakken gik, og der kom mange sjove historier. Værftsarbejderne havde en speciel jargon«, fortæller han.
Arbejderne elskede at drille hinanden. Herrefrisøren kan især huske én historie. Der var en ældre mand med et voldsomt temperament, som gjorde rent på værftet, og en dag drillede de andre ham for at gøre ham hidsig.
»Så løb han efter dem og ville slå dem med en skovl. Men mens han var væk, svejsede andre værftsarbejdere hans trillebør fast til gulvet, så da han kom tilbage, kunne han ikke løfte den. Så løb han hen til sin mester for at sige, at de havde svejset hans trillebør fast. Men mens han gjorde det, fik de løsnet trillebøren igen. Så da mesteren kom, stod trillebøren klar til brug igen«, smiler Niels Toft Jepsen.
Dengang skabte de mange værftsarbejdere også liv på bytorvet i Munkebo. Herrefrisøren remser de butikker op, han kan huske, der var på torvet: Renseri, guldsmed, radioforhandler, cykelhandler, vaskeri, ismejeri, frugt- og grøntforretning, skotøjsbutik, boghandel, tøjbutik, legetøjsforretning og fem banker. For slet ikke at tale om to dagligvarebutikker, kiosk og grillbar. Og den lokale handelsstandsforening holdt koncerter med blandt andre Bamses Venner.
Men det er slut med de sjove historier, koncerterne og de mange butikker på bytorvet. Ikke en eneste bank er tilbage i Munkebo, og mange specialbutikker er lukkede. Som Niels Toft Jepsen udtrykker det:
»I dag er Munkebo blevet til en by med mange arbejdsløse og ældre«.
Social nedtur
Mange ledige i Munkebo og resten af Kerteminde Kommune rammes nu endnu hårdere efter nytår. De falder for den nye grænse for dagpenge, fordi de kun kan få dagpenge i to år frem for de hidtidige fire år.
Herefter er de henvist til kontanthjælp, hvis de overhovedet kan få det. Hvis de har en formue på over 10.000 kroner, for eksempel i friværdi i et hus, får de nul kroner i kontanthjælp. Dermed risikerer mange familier at gå fra hus og hjem.
Netop Kerteminde Kommune er set i forhold til indbyggertallet en af de hårdest ramte kommuner i landet. Her har 331 ledige nu fået brev om, at de ryger ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013, hvis de ikke finder et job.
Mange har arbejdet hele deres liv, indtil de blev ledige. Derfor er det en ny gruppe arbejdsløse, som på grund af dagpengereformen risikerer en voldsom social nedtur. Det er folk, som aldrig havde regnet med, at de skulle havne i den fortvivlende situation.
Huse bygget til værftsarbejdere
En af dem er 43-årige Dennis Pliniussen. Han sidder i den bløde, grå stofsofa og kigger ud mod sin forhave, hvor græsset stadig er fugtigt efter morgenduggen.
Et lille rundt askebæger fyldt med skodder står på stuebordet. Mens Dennis Pliniussen tager en tår af sin turkisblå kaffekop, sidder kæresten Helle ved spisebordet og putter tobak i hjemmerulleren. I det 100 kvadratmeter store røde murstenshus får Border Collien Balto også lov at boltre sig.
Parret bor i et af de såkaldte Lindøhuse, som oprindeligt blev bygget til de mange værftsarbejdere, men Helle har lejet det, siden hun flyttede hjemmefra i 1989. Balto snor sig lige akkurat forbi det ovale sofabord og går hen til Dennis, der stryger den kærligt på ryggen.
»Vi skulle aldrig have haft hund, men så fik vi ham forærende, og nu kan vi slet ikke undvære ham. Det giver noget liv i huset, og når man er meget hjemme, så er der da lidt at tage sig til. Så kommer jeg også ud og får lidt frisk luft«, forklarer han.
I snart tre år har han været uden arbejde, og 10. februar 2013 bliver en skelsættende dato for parret, der har kendt hinanden i 11 år.
Den dag mister Dennis sine dagpenge, og finder han ikke et arbejde, er begge beboere i det lille Lindøhus på kontanthjælp.
Lindø blev et familieanliggende
Egentlig var han uddannet som slagteriarbejder, men det måtte han opgive, fordi han fik smerter i ryggen på grund af det hårde akkordarbejde. I stedet fik han i 1992 job for en af de mange underleverandører, som udførte opgaver på Lindøværftet.
Både hans far og lillebror arbejdede på værftet, så lige som mange andre familier i Munkebo var det ikke kun en livsstil - det var et familieanliggende.
Det var ufaglært arbejde, og Dennis Pliniussen skiftede ofte mellem værftets mange underleverandører. Alt efter hvor der var arbejde. Han malede og sandblæste de nybyggede skibe og gjorde rent på værftet.
Efterhånden vidste han godt, hvor det bar hen på Lindø.
»I begyndelsen troede man ikke rigtig på det. De havde jo truet med at lukke værftet de sidste ti år. Det var først, da der begyndte at komme mindre og mindre arbejde, at det gik op for os. Jeg kunne ret hurtigt mærke det, for jeg var med til at tage imod stålet, der skulle bruges til skibene, og der begyndte at komme mindre og mindre«.
Dennis Pliniussen husker de mange år på værftet som en god tid.
»Jeg har været overalt på værftet. Fra den ene ende til den anden og kendte mange derude. Nogen så ned på os løsarbejdere, men de fleste opfattede os som en hjælpende hånd, og der var altid arbejde. Ellers tog jeg bare småopgaver på andre værfter. Jeg har aldrig været arbejdsløs før nu«, siger han.
Dolket i ryggen
Presset på de ledige blev for alvor indledt i 2010, hvor den daværende borgerlige regering sammen med Dansk Folkeparti og de radikale vedtog at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Ideen var, at de arbejdsløse skulle tvinges til at være endnu mere aktive i forhold til at søge job. Men det kræver, at der findes ledige arbejdspladser.
Derfor var kritikken fra Socialdemokraterne og SF helt oppe i det høje toneleje. Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt rasede i TV 2 News:
»Man dolker helt almindelige lønmodtagere i ryggen på denne måde. De får bare at vide, at de skal finde et job hurtigst muligt, selv om alle ved, at det er fuldstændig umuligt at finde et job inden for eksempelvis slagteribranchen«.
Hun kaldte hele planen for »udansk«.
»Jeg kan næsten ikke finde ord for, at de arbejdsløse først skal betale med deres job for en økonomisk krise samt bankernes kollaps. Dernæst får de at vide, at de også skal betale med deres dagpenge«, fremførte Helle Thorning-Schmidt.
Den borgerlige regering fremførte, at »forslaget har først fuld virkning i 2013, hvor ledigheden ventes at være aftagende og manglen på arbejdskraft igen tager til«.
Men heller ikke dette standpunkt havde Helle Thorning-Schmidt forståelse for. Hun var slet ikke sikker på, at ledigheden havde toppet:
»Derfor kan man ikke finde et dårligere tidspunkt at lave disse dagpengeforringelser«.
Ændret tone efter valget
Men da Socialdemokraternes formand blev statsminister i 2011, ændrede tonen sig.
Regeringspartneren Radikale Venstre ønskede ikke at ændre den dagpengereform, som de tidligere havde lagt stemmer til. Det accepterede Socialdemokraterne og SF, så reformen blev blot udskudt et halvt år. Den træder derfor i kraft, når nytårsklokkerne ringer ind til 2013.
Socialdemokraterne har ellers det seneste halve år været under kraftig pres fra fagbevægelsen, borgmestre og egne vælgere. Så regeringen har måtte tage flere initiativer, som skal dæmpe konsekvenserne af dagpengenedskæringen.
I august i år blev den såkaldte akutpakke lanceret. Den skulle give langtidsledige muligheder for at komme i virksomhedspraktik, jobrotation og job med løntilskud. Desuden ville de få tilknyttet en personlig jobformidler. Som et led i planen fik over 49.000 ledige brev om, at de risikerer at miste deres dagpenge i løbet af første halvår af 2013.
Men det stoppede ikke kritikken. Derfor præsenterede regeringen få måneder senere en aftale om 12.500 akutjob.
Arbejdsgivere får tilbudt 25.000 kroner i støtte, hvis de ansætter en arbejdsløs, der mister dagpenge efter nytår. Planen indebar, at der skulle findes 7.500 job på det private arbejdsmarked og 5.000 i det offentlige. Det betyder dog ikke, at de arbejdsløse er sikret et opslået akutjob – også andre kan søge stillingen og få den.
Alligevel var finansminister Bjarne Corydon ikke i tvivl. Han kaldte aftalen for en »hel og dækkende« løsning på dagpengeproblemet.
»Nu tror jeg godt, vi kan stoppe snakken om, at folk må gå fra hus og hjem«, erklærede finansministeren.
LÆS MERE
Det har dog vist sig ikke at holde. Tværtimod.
I den seneste opgørelse fra 27. december var der opslået 5.528 akutjob i hele landet, og heraf tegnede den private sektor sig for blot 1.179 jobopslag.
Desuden er der i den offentlige sektor slået en del stillinger op, som slet ikke passer til de langtidsledige. Lige fra job som overlæger og psykologer til opslag som chefstillingen for Kystredningstjenesten med ansvar for 21 redningsstationer samt 200 redningsfolk over hele landet.
Senest har regeringen fået vedtaget endnu et initiativ. Efter at være røget ud af dagpengesystemet kan ledige få en særlig uddannelsesydelse de første seks måneder på op til 80 procent af dagpengene, hvis de melder sig klar til et uddannelsesforløb.
Men så er det også slut. Så er der kun kontanthjælp tilbage. Hvis de ledige ellers ikke har et hus eller anden for formue. Så får de ikke en krone fra det offentlige.
Radikal arrogance
Især de radikales optræden har forarget mange vælgere.
Efter partiets sommergruppemøde i august i år, udtalte partiets leder, Margrethe Vestager, som også er indenrigs- og økonomiminister, de efterhånden berømte ord: »Sådan er det jo. På et tidspunkt kan man ikke være på dagpenge længere«,
Det førte til et voldsomt stormvejr på Vestagers Facebook-profil. I hundredvis af kommentarer på siden blev den radikale partileder anklaget for at være »arrogant«, »egoistisk«, »virkelighedsfjern« og »kynisk«.
LÆS MERE
Kommentatorer: Dér knækkede filmen for VestagerDet endte med, at Margrethe Vestager valgte at svare de mange vrede danskere: »Min kommentar til de mange indlæg, der i øjeblikket bliver postet her på min Facebookside: Det er hårdt at være uden job«.
Hun understregede, at regeringen vil skabe job, fordi »løsningen er ikke at fastholde mennesker på offentlig forsørgelse«.
»Der er hver dag mennesker, som mister retten til dagpenge, for dagpengene er og har altid været for en begrænset periode. Netop derfor prioriterer vi, at der bliver skabt job. Regeringens ambition er klar: Vi ønsker flere i arbejde - færre på forsørgelse«, skrev Margrethe Vestager.
Men netop ambitionen om flere arbejdspladser måtte Vestager for lidt over to uger siden erkende ikke holder.
»Lad det være sagt med det samme: 2012 bliver hverken det år, vi havde håbet på eller forventet. Det har desværre vist sig, at det vil tage længere tid for dansk økonomi at komme sig over tilbageslaget«.
»Og selv om vi ikke er lige så hårdt ramt som andre lande, skal vi berede os på, at det bliver hårdt arbejde og kommer til at tage længere tid, før dansk økonomi for alvor er kommet sig«.
LÆS MERE
Regeringen sadler om: Vi får lavere vækst og flere ledigeI en økonomisk redegørelse vurderede ministeren, at arbejdsløsheden bliver ved med at stige og først topper i første halvdel af 2013 på 168.000 personer. Samtidig ændrede regeringen sit hidtidige skøn for væksten i Danmark fra plus 0,9 procent til en negativ vækst på 0,4 procent for i år.
Firmaer vil ikke tage ansvaret
I Kerteminde Kommune er der kun opslået fem akutjob, hvoraf de to er i det private erhvervsliv. Ikke ligefrem prangende.
Formanden for Kerteminde Erhvervsforening Jens Haugaard, er da heller ikke i tvivl. Han mener ikke, at det er hans opgave som virksomhedsleder at ansætte langtidsledige i akutjob, så de undgår at falde ud af dagpengesystemet:
»Jeg har talt med mange andre erhvervsledere i Kerteminde, og vi kommer ikke til at ansætte nogen medarbejdere med den begrundelse, at de er ved at ryge ud af dagpengesystemet«.
»Vores fokus er at få de rigtige medarbejdere ind. Det kan altid kun blive en dårlig forretning at ansætte en forkert medarbejder, og vi kommer ikke til at oprette en stilling, der ikke er behov for. Dette er ikke et værested, hvor man skal være, fordi man ikke kan være andre steder«.
Hans firma, metalvirksomheden Hydac, ligger i Langeskov længst mod syd i Kerteminde kommune. Han tager imod i sit direktørkontor på 1. sal i et moderne industribyggeri klos op ad motorvejen, som går tværs over Fyn.
De 25.000 kroner som belønning for at ansætte en ledig, der er på vej ud af dagpengesystemet, er han ligeglad med.
»De penge er ligegyldige. De påvirker alligevel ikke noget i forhold til en årsløn. Vi har ikke en forretningsmodel, hvor vi er afhængige af at få nogen ind med tilskud, så det gør vi ikke. Men jeg har ikke noget imod, at en person, der er ved ryge ud af dagpengesystemet, bliver ansat i min virksomhed. Men det skal være den rigtige medarbejder«.
I det hele taget er Jens Haugaard kritisk over for forkortelsen af dagpengeperioden.
»Skulle man ikke bare give de ledige en længere dagpengeperiode, og skabe noget stabilitet, og så få skabt større efterspørgsel efter arbejdskraft«, spørger han retorisk og tilføjer:
»Nå mange mennesker nu falder ud af dagpengesystemet, kan det sætte en negativ økonomisk spiral i gang i en situation, hvor der i forvejen er økonomisk krise. Stort set alle akutjob er jo i det offentlige. Det er ikke en løsning. Det er kun brandslukning«.
Provokerende
Heller ikke længere mod nord på borgmesterkontoret i Kerteminde har borgmester Sonja Rasmussen rosende ord til dagpengereformen og aftalen om akutjob.
»Det er provokerende at kalde det akutjob. Det lyder som en pakke med ekstra job. Men der er der jo ikke. Det er stærkt opreklameret i forhold til den situation, som de udfaldstruede er i. Akutpakken kommer ikke til at redde særlig mange. Den er provokerende over for ledige, som virkelig er truet på eksistensen. De spørger sig selv, om de fortsat kan blive siddende i deres hus«, siger hun.
Kommunen har ansat to fuldtidsarbejdere til at lave en såkaldt ’håndholdt’ indsats, hvor de ledige kommer til flere samtaler.
»Det rækker til de ekstra samtaler – men der kommer ikke flere job af det. Og det er jo hovedudfordringen«, siger Sonja Rasmussen.
Lindøværftets lukning er kommunens største hovedpine.
»Den eksplosive stigning i arbejdsløsheden knytter vi næsten udelukkende til lukningen af værftet på Lindø. Vi har aldrig været oppe i det niveau før. Det har også påvirket Odense meget. Omkring halvdelen af de ansatte på Lindø boede i vores kommune. De fleste andre kom fra Odense, og der kørte busser ind til værftet fra det meste af Fyn«, fremhæver Sonja Rasmussen.
Borgmesteren oplevede også værftslukningen som en menneskelig udfordring. Hun har selv boet i et af værftshusene i Munkebo, og hun har familie, der har været ansat på Lindø:
»Der var en særlig kultur på værftet. Det var noget, der slog mig, da jeg mødte de stolte værftsarbejdere og så, hvor kede af det, de var. Det er jo ikke sådan, at de sidder og græder. Men du kan godt se, at de har mistet en del af deres stolthed«.
Værftslukningen betød, at kommunen over tre år pludselig manglede 55 millioner kroner i kassen, fordi der var så store udgifter til dagpenge. Derfor mødtes Sonja Rasmussen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og fik 15 millioner kroner i øget tilskud. Samtidig fik kommunen mulighed for at sætte skatten op.
KOMMENTAR
Regeringen er udfaldstruet i det nye årMen stadig gav værftslukningen et minus i kommunekassen.
»Vi har været gode til at spare, men det har betydet, at vi er pressede i forhold til skoler, daginstitutioner og ældreområdet«, fortæller borgmesteren.
De værftsarbejdere, som var ansat direkte af værftets ejere, A.P Møller-Mærsk, fik særlig hjælp til at uddanne sig med økonomiske midler fra EU, da de blev fyret.
Ud af de 1.358 medarbejdere, som først blev fyret fra Lindø, har 45 procent fået nyt arbejde. Enten hos lokale virksomheder eller ved at pendle til andre landsdele.
Endelig rejser andre til Norge for at arbejde i offshoreindustrien. De resterende er arbejdsløse, og dertil kommer dem, der blev fyret senere i processen, og som heller ikke har fået arbejde.
Problemer dukker op
Borgmester Sonja Rasmussen er især bekymret for de unge.
»Vi har altid haft en større andel af unge fra Munkebo, der er kontanthjælpsmodtagere. Men det er blevet endnu større siden lukningen af værftet. Hvis du ikke var boglig, eller du ikke var sikker på, hvad du ville, tog faderen eller onklen dig med ud på værftet«.
»Nu skal de unge selv definere, hvad de vil. Det er langt sværere. Derfor er vi ved at få sociale problemer i området«, siger borgmesteren.
Mette Frederiksen: Håber på flere langtidsledige i akutjobI det hele taget er perspektiverne for Fyn skræmmende set fra borgmesterkontoret i Kerteminde:
»Flere store industriarbejdspladser på Fyn som automatvirksomheden Wittenborg og Dalum papirfabrik er lukket i de senere år. Så der er ikke mange steder i nærheden, hvor man kan køre hen og få et job. Derfor er det en kæmpeopgave at omstille hele den arbejdsstyrke, for job i industrien kommer aldrig tilbage i den skala«.
Negativ spiral
Tidligere overvismand Torben M. Andersen, der er professor i økonomi, er også skeptisk over for timingen i dagpengereformen.
»Det er svært at finde gode argumenter for, at stramningen af dagpengene indføres, lige nøjagtig når der er dårlige konjunkturer«, siger Torben M. Andersen, der mener, at det er en politisk beslutning – og ikke en økonomisk.
»Her kommer det politiske i spil. På det tidspunkt, hvor reformen bliver vedtaget, har politikerne en forventning om, at konjunkturerne bliver bedre, og så satser de på det. Men så viser virkeligheden sig at være anderledes, og det giver så alle de problemer, vi står med nu«, fremhæver professoren.
I det hele taget mener han, at både Danmark og resten af Europa står over for en længevarende krise.
»Under tidligere kriser var det typisk kun få lande, som var i krise på samme tid, og der var lidt gynger og karruseller over det. Nu går det dårligt stort set alle steder - senest også i Sverige og Tyskland«.
» Desuden har den finansielle sektor et stort behov for at genoprette økonomien, og statsgælden er stor i mange lande. Når man kigger på prognoserne for hele Europa, er de generelt meget pessimistiske, så langt øjet normalt rækker - altså de næste par år frem«, siger Torben M. Andersen.
Han vurderer, at forkortelsen af dagpengeperioden i denne krisesituation kan føre til en dårlig spiral:
»Folk føler sig usikre på fremtiden, og derfor holder de på pengene og sparer op i stedet for«.
REPORTAGE
De arbejdsløse 'stormer' jobcenterFlere steder i landet er der sket en affolkning gennem de seneste år, fordi mulighederne ligger i de store byer. Det kan også ske for Kerteminde Kommune, mener professoren.
»Hvis ikke der bliver skabt job i området, vil de yngre flytte væk, og der vil være de ældre tilbage, og så bliver det et tyndt befolket område. Det er den barske dynamik«, siger Torben M. Andersen.
Nyder at sejle
Dennis Pliniussen håber dog på, at der igen kommer arbejde på Lindø igen.
»Der går rygter om, at der nok skal startes noget stort på værftet, så det går vi alle og håber på. Så må jeg bare håbe, at det er noget, som jeg kan finde ud af eller nemt kan lære«, siger han.
Efter lukningen af værftet har A.P. Møller Mærsk koncernen stiftet en industripark på det tidligere værft, hvor firmaer kan leje sig ind.
I øjeblikket har 51 firmaer taget imod tilbuddet. Lige fra Siemens og Vestas til Blue Water Shipping. Det er dog især værftet Fayard, der er flyttet fra Fredericia, som beskæftiger sig med at reparere og vedligeholde skibe, som minder om det gamle værft. Det giver dog slet ikke de samme mange arbejdspladser som et værft, som bygger nye skibe.
Jobtræning som pedelmedhjælper
Men det er ikke lykkedes Dennis Pliniussen at få arbejde hos et af firmaerne i industriparken, som beskæftiger omkring 900:
»Jeg vidste godt, at det ville blive svært at få arbejde bagefter, fordi jeg ikke har nogen uddannelse«.
Lige da han blev arbejdsløs, brugte han meget sit netværk. Men så sendte jobcentret ham ud på en skole i Munkebo i jobtræning som pedelmedhjælper. Her var han i 13 måneder.
»Set i bakspejlet fortryder jeg, at jeg sagde ja til at være der så lang tid, for i mellemtiden er mit netværk jo røget. Jeg kunne have brugt tiden på at søge et rigtigt arbejde«, mener han.
Nu deltager han i A-kassens jobkursus hver mandag og torsdag.
»Det har faktisk hjulpet mig med at komme i gang med at få skrevet ansøgninger, for det har jeg jo aldrig gjort før. Det har altid været mund til mund, når jeg har søgt arbejde. Men nu er det nødvendig at aflevere cv og ansøgninger, fordi der er så få job at få«, fortæller Dennis Pliniussen og tilføjer:
»Jeg har ikke været til samtaler. Men jeg har da mit gode humør og har ikke opgivet håbet«.
Imens passer han hunden Balto - og sin båd.
»Man kan ikke sejle så langt i den, men det er fint nok at sejle ud og smide en snøre i vandet og nyde en øl«.
Han sejler også ud til værftet og ser på det og sejler tilbage. Så får han lidt af stemningen fra væftet.
»Jeg savner da kammeraterne fra værftet. Men mange af dem har jeg jo mødt på jobkursus«.
Byen er ved at dø
Dennis Pliniussen er nervøs for, hvad der vil ske med Munkebo.
»Det har været en god by at opfostre børn med glimrende skoler og et godt bycenter. Munkebo er en genial by med masser af natur, og så ligger Odense tæt ved. Det er bare ærgerligt, at byen er ved at dø«.
Efter nytår er der i hvert fald ikke længere nogen frisør i Munkebo.
Når Niels Toft Jepsen lukker døren til frisørsalonen i morgen - 31. december - giver han en dreng akvariet. Drengen er blevet klippet hos ham i flere år, og drengen fortalte, at han var begyndt at spare sammen til et akvarium. Men det behøver han ikke længere.
Når herrefrisøren for sidste gang går ud af døren, får fiskene et nyt hjem.
»Der er jo ikke længere en frisørsalon, og jeg har ikke noget at bruge akvariet til«, smiler Niels Toft Jepsen skævt.
fortsæt med at læse
