Han sidder lidt krumbøjet og stopper sin pibe. Sindigt piller han den brune tobak op fra den gule metaldåse og ned i piben.
»Jeg fik min pibe i konfirmationsgave i 1940. Det får man jo ikke i dag, men dengang røg alle jo«, griner han.
Han sidder i køkkenet i det lille gule hus i seniorbofællesskabet Korvetten i Munkebo - og husker tilbage. Med sine 86 år lægger Charles Tønder ikke skjul på, at han er en ældre årgang. Men han er også levende historie.
Han hedder nemlig ikke kun Charles. Han hedder også 6074.
Det var hans nummer i Svejser Klubben på Lindøværftet. Han var en af de første 50 svejsere på værftet. Det første nummer var 6025. Da klubben af svejsere var på sit højeste, var der næsten 1.200 medlemmer. Det var den største faglige klub på værftet.
»Jeg var kasserer i klubben, og når jeg møder folk nede i byen, kan jeg altid huske deres arbejdsnumre, selv om jeg ikke kan huske deres navne«, fortæller Charles Tønder.
På arbejde med rødspætten, fladfisken og sølvstriben
Eller også kan han huske deres øgenavne.
»Vi havde en svejser, vi kaldte sølvstriben. Han pudsede sine svejsninger i flere timer med stålbørsten og pralede altid af sit arbejde: Se her, gutter, her er sølvstriber. Han var ikke en bedre svejser end andre, men han var stolt af sit arbejde«, fremhæver Charles Tønder.
Han nævner andre øgenavne: Rødspætten, fladfisken og grev Horn. Hvorfor de fik deres navne blev ofte glemt i tidens løb. Tit kunne personen selv heller ikke rigtig huske det.
»Jeg tror, at ham, vi kaldte grisemorderen, fik sit øgenavn, fordi han slagtede grise og solgte halve grise til kollegerne på værftet«, griner Charles Tønder.
Selv mener han ikke, at han fik et øgenavn.
»Jeg er nok en af de få, der ikke havde det. Jeg har i hvert fald aldrig hørt det. Så skulle det da være: den nærige kasserer. De sagde, at jeg holdt på pengene«, fortæller han med et glimt i øjet.
Han havde et godt forhold til sine kolleger, og beviset hænger i en gylden ramme på væggen i hans hjem.
I rammen er der et diplom, hvor der står med fremhævede guldbogstaver: »Æresmedlem Charles Tønder«.
Diplomet er udfærdiget af Svejser Klubben på Lindøværftet og dateret 14. maj 1987:
»I anledning af din afgang som klubkasserer for svejserne udsteder vi dette æresmedlemsbevis til dig som tak for dit arbejde og din aldrig svigtende interesse for svejserne på Lindøværftet«.
Sidste udkald for Dennis: »Jeg savner da kammeraterne fra værftet. Men mange af dem har jeg jo mødt på jobkursus«Charles er stolt af diplomet. Svejser Klubben var hans andet liv. Og Lindøværftet blev også hans børn og børnebørns liv. Tre af hans fire børn og hans barnebarn har arbejdet på værftet. Også hans tvillingebror Frederik arbejdede som svejser på værftet.
Det er nu over 25 år siden, at han gik ud af porten på Lindø for sidste gang. Men værftet sidder i ham. Som en film, der aldrig vil slutte.
Der går ikke en dag, hvor værftet ikke er i hans tanker:
»Jeg troede aldrig, at værftet ville lukke. Det kom som et chok for hele Munkebo. Når jeg møder gamle kolleger, ender vi altid med at tale om værftet. Det var en god arbejdsplads«.
Krævede en lejlighed
Egentlig var det et tilfælde, at Charles Tønder fik job på værftet.
Lige efter Anden Verdenskrig var han emigreret til Sverige, fordi der ikke var arbejde i Danmark. Det var en omskiftelig tilværelse. Om foråret arbejdede han i roemarker, om efteråret på sukkerfabrik og ved vintertide i skoven.
Under lugearbejdet med roerne mødte han sin svenske hustru, Eva. Sammen flyttede de til Landskrona, hvor Charles gik i lære som skibsbygger på det lokale værft. Men selv om han blev uddannet skibsbygger, var hans speciale svejsning.
Charles og Eva fik en dreng og en pige, Kenneth og Gun-Eva, og begyndte at diskutere, hvor børnene skulle gå i skole. Skulle børnene være svenske eller danske?
Eva var ikke meget for at flytte. Men de hørte om to store byggeprojekter i Danmark, hvor der skulle være fast arbejde til en god løn: Et olieraffinaderi i Kalundborg og et skibsværft ved Lindø.
Først flyttede de til Kalundborg, hvor Charles satsede på at få job på raffinaderiet. Men det trak ud med arbejde, så i november 1959 rejste han til Lindø for at søge job. Her var Svejsemesteren begejstret over at få en erfaren værftsarbejder:
»Du kan begynde i morgen«.
»Det kan jeg ikke, men jeg kan begynde, når jeg har fået en lejlighed. I må skrive til mig, når der er en lejlighed«, svarede Charles Tønder.
Få dage efter kom der brev fra Lindø. En lejlighed var ledig i Solbakken 210 i den nye bydel i Munkebo.
Opkøbte jord
Allerede i efteråret 1956 var rygterne begyndt at løbe i det lille fiskerleje i Munkebo.
Ukendte folk opkøbte jord af landmændene ved Lindø. Noget var i gære. Lokalt blev der gættet på en minkfarm, men andre havde hørt, at der skulle anlægges et skibsværft.
De mystiske opkøb blev diskuteret alle steder. Ikke kun i fiskelejet, men også på kroen og hos slagteren i den lille by ved foden af Munkebo Bakke. Men ingen vidste noget med sikkerhed.
Først 2. januar 1957 kunne Fyns Stiftstidende skrive, at »beboerne på Lindø nytårsaften har fået meddelelse om, at de kan vente, at Odense Stålskibsværft vil overtage det areal, der har været forhandlet om, og som andrager et halvt hundrede tønder land«.
FOTO
Selv om skibsreder A.P. Møller afviste historien med henvisning til, at »der ikke foreligger noget som helst positivt om udvidelser«, var det blot røgslør. Den skelsættende nyhed var ude.
Planerne var allerede langt fremme. Ikke bare for et meget stort værft, men også for en helt ny by i tilknytning til den lille landsby Munkebo. Kun 15 kilometer nord for Odense, og 7 kilometer syd for Kerteminde.
I løbet af de næste år skulle det lille fiske- og bondesamfund i Munkebo og omegn med omkring 1.400 sjæle blive forvandlet. Fra stråtækte huse, stokroser, tjæret bindingsværk og snoede veje til et større by- og industrisamfund med op mod 6.000 indbyggere.
Den 8. februar 1957 blev det gjort »vitterligt« i en kongelig befaling fra Frederik den Niende udstedt gennem Ministeriet for Offentlige Arbejder, at Odense Stålskibsværft måtte erhverve og inddæmme 48.000 kvadratmeter jord ved Lindø.
Løfte om mange år med arbejde
Kun tre måneder senere ankom en gigantisk gravko på 64 ton til Lindø. Den største nogensinde i Danmark. Og de lokale gjorde store øjne, da lastbiler, der var for store til at blive indregistreret til landevejstrafik, begyndte at køre jord væk fra udgravningen til de store dokker ved Lindø.
Rejsegildet på værftet blev fejret i november 1958. Her hyldede skibsreder A. P. Møller sin direktør for Odense Stålskibsværft, Erik Ringsted, der havde stået for planerne om det nye værft ved Lindø.
Skibsrederen erklærede, at »der på denne arbejdsplads ikke alene vil være sikret beskæftigelse under opbygningen, men også langt ind i tiden vil være arbejde for mange hænder, som her vil kunne tjene deres daglige brød«.
Berlingske Aftenavis beskrev lidt benovet i en artikel, hvordan der kunne ligge halvanden Rundetårn i hver af de to kæmpestore dokke. De var 300 meter lange og 45 meter brede:
»I disse dokke bygges - eller repareres - kæmpeskibene, og når man er nået dertil, hvor man søsætter, åbnes portene ud til Odense Fjord. Vandet lukkes altså ind til skibene, i stedet for at de løber af beddingen«.
Danmarks største på ingen tid
Rederibranchen havde brug for stadig større tankskibe for at minimere omkostningerne. Desuden var værftet baseret på en ny bygningsteknologi, hvor skibene blev bygget i sektioner og blev samlet i de to dokker.
Kun et år senere blev Lindøværftet officielt indviet i november 1959, og værftet blev snart Danmarks største værft.
Arbejdet på den nye bydel i Munkebo skred også hurtigt frem på et område, hvor der før kun havde været marker og drøvtyggende kvæg.
Bydelen blev opført efter amerikansk mønster med et samlet bycenter med butikker, kontorer og posthus - og med rækkehuse og lejligheder til de mange arbejdere og funktionærer, som skulle have deres daglige gang på det nye værft.
A. P. Møller stod for det hele
Det hele var ejet af A. P. Møller gennem ’Ejendomsselskabet Lindø A/S’. Og helt i skibsrederens ånd foregik opførelsen af husene i rekordfart. De blev bygget efter samlebåndsprincippet - og rekorden for et hus var 14 dage.
Som Dansk Teknisk Tidsskrift tydeligvis imponeret dengang beskrev processen:
»På det støbte fundament samles et træskelet for huset. Derpå lægges taget, ikke blot tagkonstruktionen, men hele taget med eternitbelægning. Så starter man indefra med at lægge en glasuldsisolation mellem vægplader, hvori alle ledninger og rør er anbragt, og til sidst opføres ydermurene på mere traditionel vis i røde eller gule sten«.
Tidsskriftet var ikke i tvivl om, hvordan der kom til at se ud i fremtiden: »Munkebo kommer til at minde om en københavnsk omegnskommune«.
I løbet af de næste år kom ejendomsselskabet til at råde over flere end 500 huse, der indeholdt 1.300 lejemål.
De urolige år
Charles Tønder og hans hustru Eva kom til dette virvar af en byggeplads i en flyttebil 2. december 1959. De sad i førerhuset sammen med deres to børn, da de kørte ind i byen.
Haven foran deres lejlighed var stadig kun en pløjemark. Bytorvet var heller ikke færdigt endnu. Parkeringspladsen var dog asfalteret, og der var bygget garager.
»Vi blev så glade for lejligheden. Vi var som nyforelskede igen, og så fik vi yderligere to børn med halvandet års mellemrum. Eva blev gravid den første nat, vi var her. Det kan jeg da regne ud«, smiler Charles Tønder.
Den 33-årige skibsbygger fik en god løn på værftet: 285 kroner i løn om ugen for 46 timers arbejde, Da huslejen ikke var dyr, og skatten var overkommelig, husker han det som en god tid. Eva gik hjemme og fik 70 kroner om ugen til husholdningspenge.
Det var dog urolige år på værftet. Der var mange strejker, og det kostede en del på lønnen.
Desuden var der store gnidninger mellem de gamle værftsarbejdere, der kom inde fra Odense Stålskibsværft, og så de arbejdere, som kom fra værfterne i Nakskov, Aalborg, Helsingør og København. For slet ikke at tale om ’svenskerne’, der lige som Charles Tønder kom fra værfter på den anden side af sundet.
Ufaglærte folk til det hårde arbejde
Den største konflikt var dog mellem de ufaglærte og de faglærte. I Sverige var Charles Tønder vant til, at han som faglært kunne lave alt. Men sådan var det ikke på Lindø, blev han belært.
»En af de første dage på værftet gik jeg over til magasinet for at få nogle kabler og begyndte at bære dem over, hvor jeg skulle svejse. Så fik jeg at vide: det må du ikke. Du får lige en kabeltrækker. Jeg måtte ikke selv bære mine kabler. Det havde jeg en ufaglært til«, fortæller han.
Mange arbejdsmænd steg dog hurtigt til en højere løn og status.
»En arbejdsmand tjente meget mindre, mens hvis han tog et seks ugers kursus i svejsning, steg han derefter med det samme til vores løn, så det var ikke svært at få dem til at tage det kursus«, fortæller Charles Tønder.
Masser af børn i gaderne
Siden fik de lov at leje et af værftshusene i 400-vænget på Solbakken, hvor der var 17 huse. Det skete i 1972, og da var byen fyldt med børn.
»Alene i vores gade var der 50 børn. Men vi blev overhalet af 500-vænget, som havde 52 børn. Der var hele tiden masser af børn, der legede i gaden. Der blev også bygget en helt ny skole, men det var hurtigt ikke nok, og der bygget endnu en skole«, fortæller Charles Tønder.
Selv spillede han lige som flere andre fra værftet rugby. Han nåede endda at blive dansk mester med Lindø Rugby Sport Club.
»Jeg var med til at danne rugbyklubben i 1960. Jeg kunne løbe stærkt. Det var min force, for teknisk var jeg ikke noget værd«, understreger han.
Det vigtigste var da også det sociale. Ikke kun i rugby, men også i mange andre sports- og fritidsaktiviteter. De tog alle udgangspunkt i de mange arbejdere fra værftet. Især fodboldklubben i Munkebo voksede hurtigt.
Nedskæringer og krise
Gennem tiden leverede Lindø mange skibe til A.P. Møller Mærsk Gruppen, På et tidspunkt i 1970’erne havde værftet næsten 6.000 ansatte, men siden faldt antallet af værftsarbejdere støt på grund af rationaliseringer og ny teknologi.
Flere gange var værftet lukningstruet på grund af konkurrencen fra billigere værfter i Sydøstasien. Men mens mange andre danske værfter lukkede gennem 1980’erne og 1990’erne på grund af den hårde konkurrence, fastholdt Lindøværftet sin position.
Dels ved at gøre værftet til et effektivt værft ved hjælp af rationelle produktionsformer og robotteknologi. Dels ved at værftets ejer, Mærsk Mc-Kinney Møller, lagde vigtige ordrer på containerskibe på værftet.
I de senere år blev verdens største containerskibe søsat fra værftet, fordi der var blevet anlagt en tørdok, der var endnu større end de to oprindelige dokke.
I 2006 løb containerskibet Emma Mærsk af stablen som verdens største containerskib. Det havde plads til 11.000 20 fods containere. Med en længde på 397 og en bredde på 53 meter var det lige så stort som fire fodboldbaner.
Det fortælles, at flere værftsarbejdere var så stolte og berørte over skibet, at de kneb en tåre, da skibet sejlede ud fra værftet.
En sorgens dag
Alligevel valgte Mærsk-koncernens ledelse til sidst at nedlægge Lindøværftet.
For Charles Tønder var det en sorgens dag, da det blev annonceret i 2009, at værftet senest tre år senere skulle lukke.
»Jeg kunne ikke sove og lå om natten og tænkte: Hvordan skal det gå Munkebo? Det bliver en katastrofe. Bare se på bytorvet i dag. Det er sørgeligt at gå derhen. Mange butikker er lukkede, og det ser øde ud«, siger Charles Tønder.
Hans to drenge er udlært på værftet. Den ene nåede at have 25 års jubilæum på værftet som rørsmed.
Hans ene datter arbejdede i en kiosk på værftet, mens hans barnebarn var svejser på Lindø. Mens de andre siden har fået arbejde inden for andre fag, er rørsmeden stadig uden arbejde.
»Men han har taget en del kurser og håber at få arbejde«, siger Charles Tønder forhåbningsfuldt.
LÆS OGSÅ Mette Frederiksen: Håber på flere langtidsledige i akutjob
Der bliver talt en del i byen om, at mange ledige nu bliver ramt af, at dagpengeperioden fra nytår er sat ned fra fire til to år. Som den pensionerede skibsbygger og svejser konstaterer:
»Det er især slemt for de familier, hvor begge ægtefæller har været på værftet og havner på kontanthjælp. De kan blive nødt til at sælge deres hus, og det kan være svært at sælge«.
Hvorefter han tilføjer: »Det er noget helt andet end de gyldne år på værftet«.
fortsæt med at læse
