Fanerne hænger ned fra loftet i Arbejdermuseets festsal, og de blege vægmalerier giver en fornemmelse af historiens vingesus - arbejderbevægelsens historie. Det var i den ramme, at fagforeningsledere, der repræsenterer mere end en halv million kommunalt ansatte, i torsdags gjorde status over forårets forhandlinger om nye overenskomster. Øverst på dagsordenen stod en bekymring for den berømmede danske model i lyset af lockouten af 41.000 folkeskolelærere og omkring 17.000 andre undervisere, der er den tredjestørste lockout i danmarkshistorien. LÆS OGSÅDe største danske arbejderkonflikter »Da jeg cyklede herhen, tænke jeg på, hvad der om 50 år vil stå her på museet om dette års overenskomstforhandlinger«, indledte lærernes topforhandler, Anders Bondo Christensen, da han indtog talerstolen og fik vedtaget udtalelsen: »Diktater er gift for den danske forhandlingsmodel«. »Jeg er oprigtigt bekymret - ikke bare på vores vegne - men for om den danske model overlever det her«, slog han fast. Begrebet den danske model, der har føget gennem luften de seneste uger, og som Bondo er nervøs for bryder sammen, blev opfundet af forskere ved Københavns Universitet i 1993 i en bog med netop titlen 'Den danske model'. »Det er ikke en model, der er udviklet en gang for alle, men er opstået og har udviklet sig gennem mere end 100 år. Modellen har været i stand til at tilpasse sig skiftende tider«, siger professor Jesper Due, der er en af forfatterne og til daglig arbejder på forskningscentret Faos. Aftaler i stedet lov Helt grundlæggende bygger den danske model på, at arbejdsgivere og lønmodtagerne laver frivillige aftaler om løn- og arbejdsvilkår, mens arbejdslivet kun i minimalt omfang bliver reguleret af love vedtaget i Folketinget. Der er for eksempel ikke lov om mindsteløn i Danmark i modsætning til andre lande. I Danmark er mindsteløn aftalt i overenskomsterne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. »Frivillige aftaler er langt mere fleksible end love. Aftaler er nemme at administrere. Lovgivning behandler alle ens hele tiden alle steder, mens overenskomsterne tillader smidighed og forskellighed«, siger Jesper Due. LÆS OGSÅForskere: Lærere havde tabt kampen på forhånd Overenskomsterne forhandles typisk på en gang for en masse faggrupper med to til tre års mellemrum, og her kan så varsles strejke af arbejderne eller lockout fra arbejdsgivernes side. Truslen om konflikt og tabt produktion skal ideelt set øge viljen til at finde en forhandlingsløsning. Der er ifølge professoren stor forskel på det offentlige og private arbejdsmarked. »I det offentlige er arbejdsgiverne fra det politiske system, så det er umuligt at undgå politisk indblanding. Den øverste i hierarkiet er den til enhver siddende finansminister. Det er sjældent, at de kommunale arbejdsgivere i praksis handler selvstændigt«, siger Jesper Due. Model med 100 års historie Kimen til den danske model blev lagt med septemberforliget fra 1899, hvor arbejdsgiverne fik retten til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne i LO fik eneret til at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår.

En af eftertiden stort set glemt jurist Carl Ussing havde også en afgørende finger med i udviklingen af den danske model. I kølvandet på en typografkonflikt nedsatte den daværende Venstre-regering i 1908 et udvalg med repræsentanter for de to hovedorganisationer, LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Carl Ussing blev sat i spidsen for udvalget, der blev enige om et system til at løse konflikter. Der blev etableret faglig voldgift, som kunne behandle tvister om overenskomsterne. Arbejdsretten blev også skabt, så brud på overenskomster kunne behandles hurtigt. »Det danske forhandlingssystem bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere gensidigt acceptere, at de har modsatrettede interesser. Samtidig er det vigtigt, at begge parter kan gå ud af forhandlingerne som vindere. Der skal være fordele for begge parter i overenskomsten«, siger Jesper Due, der understreger, at det er vigtigt, at der er opbakning til et system, som løser konflikter på en civiliseret måde.
Mislykket mægling Den aktuelle lockout af lærerne er trådt i kraft, efter at forligsmand Mette Christensen har forsøgt at mægle. Den statslige Forligsinstitution har til opgave at strikke forlig sammen, hvis parterne ikke kan finde hinanden, men det lykkedes altså ikke i dette tilfælde. I festsalen på Arbejdermuseet gennemgik Anders Bondo Christensen turen i 'forligsen' og forhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL). »Det, vi har været igennem, ligner en parodi på et forhandlingsforløb. Det er KL, som rejser krav om en ny arbejdstidsaftale, det er KL, som opsiger de eksisterende aftaler, men vi kan ikke få noget på skrift fra KL«, forklarede han og kiggede ud forsamlingen. LÆS OGSÅFlertal: Lad lærerkonflikten køre »I ved, at når man forhandler overenskomster, så det det, der står på et stykke papir, som er vigtigt. Og ikke nogen løse hensigtserklæringer hen over et bord. Men det er først 14. februar - 14 dage før forhandlingerne skal være slut - at vi får det første stykke papir fra KL. For mig er det et klart bevis på, at KL ikke er gået i realitetsforhandlinger med os. Det hænger naturligvis sammen med, at der weekenden forinden er indgået en aftale på statens område. Her har vi et eksempel på, hvor koordineret det hele har været. Først når der ligger et stykke papir fra staten, så er KL i stand til at præsentere et papir på det kommunale område«. Nervøsitet Lærerformanden rettede et kraftigt angreb på det politiske liv. »Vi hører i øjeblikket fra Christiansborg, at konflikten skal have lov at køre: Det er en del af den danske model. Jeg vil bare sige, at den danske model er blevet afmonteret for længe siden i det her forløb. Den blev afmonteret, da ledende ministre går ud ensidigt og støtter KL med udtalelser i medierne og læserindlæg. Det er ikke en del af den danske model. Den er blevet afmonteret, når der mellem regeringen og KL bliver nedsat et udvalg, som skal analysere vores arbejdstider«, sagde en opbragt Bondo og fortsatte: »Den danske model bliver totalt undermineret, når Finansministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning laver et papir, hvor der gentagne gange står, at en kommende skolereform skal finansieres af lærernes overenskomster«. På vej ud af salen gav formanden for det største offentlige forbund FOA, Dennis Kristensen, også udtryk for nervøsitet for den danske model. LÆS OGSÅEnhedslisten: Svineri at kalde forringelser for effektiviseringer »Vi har set i regeringens vækstplan, at der skal frigøres 12 milliarder kroner til mere velfærd ved at ændre arbejdstidsregler og andre forhold for ansatte i det offentlige. Det vil sige, at vi møder op til forhandlinger, hvor det allerede er afgjort, hvad forhandlingerne skal ende med. Og hvis vi ikke retter ind, så kommer der et politisk indgreb«, sagde han. Dermed hentyder han til spekulationerne om, at lærerkonflikten vil blive løst med et politisk indgreb. I Akademikernes Centralorganisation er formand Erik Jylling ikke så er nervøs. »Der har tidligere været konkrete situationer, der blev løst med indgreb, så man skal være forsigtig med at afsige dødsdom over den danske model«, sagde han. Indgrebet i Kanslergade Samme toner lyder fra professor Jesper Due, som peger på, at der allerede i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933 blev lavet et politisk indgreb i overenskomsterne, og det er sket mange gange siden. »Under statsminister Anker Jørgensen (S) i 1970'erne var der tre på hinanden følgende overenskomster, hvor der var politisk indgreb i overenskomsterne. Og det overlevede modellen trods alt«, siger Jesper Due og uddyber: LÆS OGSÅCorydon har kontrakt på lønopgør »KL har villet frigøre sig fra de eksisterende arbejdstidsregler. Derfor har det ikke været muligt for forligsmanden at mægle, men det er ikke begyndelsen til enden for aftalesystemet, hvis der skulle komme et politisk indgreb i lærerkonflikten. Det er meget få systemer, som over en 100-årig periode har været i stand til at tilpasse sig og stadig være det vigtigste omdrejningspunkt for løn- og ansættelsesforhold i et samfund«. Professoren ser dog en stor udfordring: »Medlemstallet i de faglige organisationer er faldet, men er stadig højt. Det skal det også være, hvis fagforeningen skal være en legitim forhandlingspart«.