PET tilbyder koldkrigsforsker hjælp i jagten på dansk spion

Lyt til artiklen

Flere af rigets mægtigste mænd og kvinder opfordrer koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis til at gå til Politiets Efterretningstjeneste med sin dokumentation for, at der findes en hidtil ukendt storspion i Danmark. I weekenden kom det frem, at Thomas Wegener Friis under sin forskning i tyske arkiver er faldet over kodenavnet på en danske agent, der under den kolde krig arbejdede for den østtyske statssikkerhedstjeneste Stasi. Thomas Wegener Friis vil ikke røbe identiteten på den nulevende og offentligt kendte mand, men siger så meget, at han har gjort noget »grimt«, og at det er i en »helt anden liga« end de hidtidige spionsager.
Partier kræver, at regeringen gør noget
Flere partier kræver på den baggrund, at regeringen tager affære, og i går benyttede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sit pressemøde til at komme med en opfordring: »I dette tilfælde kan man gå til PET, og jeg vil generelt opfordre til, at man går til politiet, hvis man opdager noget kriminelt. Det gælder også, hvis man har mistanke om, at en person har spioneret for Stasi«, siger Helle Thorning-Schmidt.

LÆS ARTIKLEN Thorning: Spionforsker bør gå til PET

Ifølge PET-chef Jakob Scharf er det ikke muligt at begynde en efterforskning, hvis Thomas Wegener Friis putter med sin viden om den mulige danske spion. »Den pågældende forsker vil naturligvis kunne rette henvendelse til PET, hvis han mener at være i besiddelse af oplysninger, som kan være relevante for PET, eller hvis han i øvrigt ønsker PET’s vejledning i den konkrete sag«, hedder det i en skriftlig udtalelse fra Jakob Scharf. Forsker gjorde opdagelsen for et år siden Foreløbig har Thomas Wegener Friis, der er lektor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet, været yderst tilbageholdende med at komme nærmere ind på oplysninger om den mistænkte Stasispion. Det er således uvist, om den pågældende skal have udleveret politiske eller militære oplysninger under den kolde krig, og om han er politiker, embedsmand eller erhvervsansat. Tidsmæssigt hører sagen hjemme i perioden mellem 1960’erne og 80’erne. Da Politiken talte med Thomas Wegener Friis mandag, ville han sige så meget, at han opdagede dokumentationen for omkring et år siden. Selve agentmappen nåede Stasi at destruere, men forskeren har fundet referencer til kodenavnet i andre dokumenter fra arkivets cirka 180 hyldekilometer. Thomas Wegener Friis har ikke opsøgt danskeren og konfronteret ham med oplysningerne, men vil arbejde videre med sagen, indtil han er på mere sikker videnskabelig og juridisk grund. »Men det er ikke et kodenavn, der har været offentligt fremme før, og jeg tvivler på, at PET kender det. Der er helt klart mere at komme efter«, siger Thomas Wegener Friis.
Forsker opfordrer til kontakt med CIA
I går tog den omstridte forsker ikke sin telefon, men forleden havde han ikke taget stilling til, om han vil hjælpe PET eller Justitsministeriet med dokumenterne om den mistænkte Stasiagent. Umiddelbart ser Thomas Wegener Friis hellere, at myndighederne tager kontakt til den amerikanske efterretningstjeneste CIA, der erhvervede et særligt Rosenholzarkiv i forbindelse med Berlinmurens fald. Rosenholz er en hovednøgle til oplysninger om højtstående DDR-agenter. Kilder med indsigt i efterretningsforhold siger imidlertid, at amerikanerne er fuldstændig utilbøjelige til at hoste op med efterretninger, der risikerer at blive lagt frem i en åben retssag. Helle Thorning-Schmidt afviste da også nærmest, at en henvendelse til USA kommer på tale: »Der er ikke nogen grund for mig til at tro, at Justitsministeriet ikke har fået de oplysninger, de skulle have fra amerikanske arkiver«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her