For Hanne Juel Solomon er der få ting, der er bedre end at bruge tid i det sommerhus på Djursland, som hun sammen med sin bror købte, da deres far døde for fire år siden. I forhold til den bagende varme i Israel på denne tid af året, synes hun, at somrene i Danmark er ligesom at være i himlen.
Mere israelsk er hun alligevel ikke blevet efter 30 år i udlandet.
»Sommerhuset er vores fristed i Danmark, hvor vi kan være sammen med vores danske familie og venner, når vi er hjemme på besøg «, siger Hanne Juel Solomon, imens hun viser vej igennem den lille stue og ud på terrassen.
Duften af sommerhus fylder næseborene, og hendes tre børn Meital, Jonatan og Noa kigger smilende ned fra billeder på væggen.
Det bliver nærmest ikke mere dansk.
Alligevel har hun sammen med sin søn Jonatan nu i årevis kæmpet for, at han også i fremtiden kan kalde sig dansk statsborger.
Flere andre dansk-israelske familier sidder i samme situation, hvor de har forsøgt at få de danske myndigheder til at anerkende deres børns ret til at bevare deres danske statsborgerskab efter paragraf 1 og 8 i indfødsretsloven.
Her står der, at børn af danske mødre også er danske statsborgere, og blot skal søge om at bevare det, inden de bliver 22 år, hvis de er vokset op i udlandet.
For Hanne og hendes søn lader juraen til at være ligetil. Alligevel er ansøgningen blevet en boksekamp med myndighederne, der har varet i over tre år.
Forstår ikke mistænkeliggørelsen
Hanne Juel Solomon er født og opvokset i Danmark, men er israelsk gift, og har boet i landet siden 1986. Hun er altid blevet ved med at se sig selv som dansker, og hun har opfostret sine børn til også at være det. Derfor var det også naturligt, at de fortsat skulle have papir på, at de var danske.
Da hendes ældste datter Meitel ansøgte om at få bekræftet sit danske statsborgerskab tilbage i 2010, var sagen afsluttet uden problemer på et par måneder. Da hendes søn Jonatan i august 2013 indsendte samme ansøgning, gik det helt anderledes.
»Der gik der et halvt år, før de overhovedet bekræftede, at sagen var i gang. I starten tænkte jeg, måske lidt naivt, at tingene nok bare havde ændret sig en smule. Men pludselig begynder processen jo at tage alle mulige forrykte drejninger«, siger Hanne Juel Solomon.
Sagen havde sneglet sig frem, da Integrations- Udlændinge- og Boligministeriet i foråret 2015 anmodede Ankestyrelsen vurdere, om slægtskabet mellem Hanne Solomon og hende søn Jonatan kan anerkendes.
Kort sagt, er Jonatan egentlig Hannes søn? Hvis ikke, så kan Jonatan ikke bevare sit danske statsborgerskab.
Da hun fortæller om det, er det et af de få tidspunkter, hvor Hanne Juel Solomon er tydeligt oprevet.
»Jeg kan ikke lade være med at grine over, at de overhovedet kunne overveje at stille det spørgsmål. Det ville være sjovt, hvis det ikke var så tragisk og uvirkeligt. Jeg har båret ham i ni måneder – selvfølgelig er han min søn«, siger hun, og ryster opgivende på hovedet.
Politiken har kendskab til i alt seks familier, der sidder i samme situation som Hanne Juel Solomon. Igennem deres advokat har to andre mødre ligeledes valgt at stå frem. Fælles for alle tre er, at de føler sig modarbejdet og mistænkeliggjort af de danske myndigheder, og finder spørgsmålet om slægtskabet til deres børn dybt krænkende og ydmygende.
»Jeg har født Maya på et hospital, hvor vi har en officiel fødselsattest fra. Så hvorfor i alverden skulle man så begynde at stille spørgsmålstegn ved, om jeg er hendes mor?«, siger Anne Cohen til Politiken.
Mere kontant er Kirsten Hoffmann Kaplan, der er mor til Elinor.
»Først var jeg helt paf, derefter blev jeg rasende. Jeg synes det var så fornærmende – hvad i alverden bilder de sig ind?«, siger Kirsten Hoffmann Kaplan.
»Sagsbehandlingen har været ulovlig«
Advokaten Klaus Josefsen repræsenterer både Hanne Juel Solomon, og de fem andre dansk-israelske familier i samme situation, men siger, at han har kendskab til mange i samme situation. Han retter en hård kritik af den måde, som hans klienter er blevet behandlet på.
Han henviser blandt andet til, at slægtskabet mellem mor og barn er solidt dokumenteret ved både fødselsattesterne fra israelske hospitaler, samt at børnene tidligere har stået i mødrenes danske pas. Noget der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved, da familiernes ældre børn havde ansøgt et par år tidligere.
»Man har sat hele sagsbehandlingen i bero på grund af den her mistænkeliggørelse, som jeg anser for både usagligt og dybt krænkende overfor mine klienter. Når man end ikke kan begrunde, hvorfor det skal være nødvendigt, så mener jeg rent faktisk, at det er ulovligt«, siger Klaus Josefsen.
Eva Ersbøll, der er jurist og ekspert i indfødsret ved Institut for Menneskerettigheder, vil dog ikke udtale sig om hvorvidt, sagsbehandlingen har været i strid med loven.
Hun er dog forundret over den måde, som Integrationsministeriet, og Justitsministeriet inden da, har ført sagerne på. På baggrund af de akter hun har set, forstår hun ikke, at der skulle være en ’slægtskabsproblematik’.
»Generelt lader det til, at den konkrete vurdering om behovet for dokumentation i de her sager mangler, og så må de langvarige undersøgelser ses som ude af proportioner. Det forstår jeg godt, at advokaten mener, har været uacceptabelt. Det virker helt kafkask«, siger Eva Ersbøll.
Begrundelsen skal være på plads
Til Politiken begrunder Integrationsministeriet ikke hvorfor, det var nødvendigt at rejse spørgsmålet om slægtskab til at starte med. Man ønsker ikke at stille op til interview, og vil heller ikke kommentere på de enkelte sager.
Ministeriet oplyser, at den israelske familielovgivning er anderledes end den danske, og derfor stiller andre krav til dokumentation.
»Det har siden efteråret 2014 været fast praksis, at sager hvor der er tvivl om ægthed eller retsvirkningen af de fremlagte dokumenter forelægges for Ankestyrelsen. Baggrunden herfor er blandt andet, at en fødselsattest ikke nødvendigvis afspejler eller bekræfter de faktiske forhold (f.eks. slægtskab) på fødselstidspunktet«, skriver Integrationsministeriets pressechef Mia Tang i en mail.
Eva Ersbøll mener, det er problematisk, at Integrationsministeriet ikke har været gode nok til at begrunde hvor den tvivl, myndighederne henviser til, stammer fra. Heller ikke hvorfor, det skulle være nødvendigt med de lange undersøgelser af, om slægtskabet i familier fra Israel kan fastslås ud fra juridiske dokumenter.
»Det er ikke underligt, at de her kvinder oplever det som både krænkende og ydmygende, at man stiller spørgsmål ved, om de er mor til deres børn, når intet tyder på, at det ikke skulle være tilfældet. Man skal kunne begrunde, hvorfor det skal være nødvendigt at tage sagsbehandlingsskridt, der kan være så følelsesmæssigt belastende«, siger hun.
Ifølge Eva Ersbøll tyder det alt sammen på, at der hos Integrationsministeriet er et behov for at strømline tingene, da tre år er en alt for lang sagsbehandlingstid. Hun hæfter sig ved, at Folketingets ombudsmand allerede i juni 2015 kritiserede sagsbehandlingstiden.
Politiken skrev for nyligt, at ventetiden på statsborgerskabssager er steget under den nuværende regering, og i dag ligger på mellem 14 og 16 måneder. I et konkret tilfælde har en læge fra Jordan ventet i 19 måneder på en afgørelse.
Har ikke råd til et lignende forløb
Solen er langsomt ved at krybe ned under de høje fyrretræer, der omkranser sommerhuset på Djursland. Hanne Juels Solomon er tavs et øjeblik, imens hun kigger ned ad den lave bakke, der fører fra terrassen ned mod træerne.
Ifølge Klaus Josefsen har deres sag længe været klar til at blive afgjort, og hun håber derfor på, at Jonatan og hende snart kan få vished om hvorvidt, han også fremadrettet kan kalde sig selv dansk statsborger. Alligevel ser fremtiden uvis ud for familien.
»Min yngste datter Noa skal indsende sin ansøgning her til oktober. Vi har ikke råd til også, at skulle have en advokat på hendes sag i tre år, så jeg håber ikke, der er problemer denne her gang«.
Havde hun vidst, at det i dag ville smide så store forhindringer i vejen for sine børns mulighed for at blive ved med at være danske, så var hun rejst hjem til Danmark for at føde børnene i stedet for at gøre det i Israel.
Hun holder en pause:
»Jeg er glad for, at mine forældre ikke er i live til at skulle opleve alt det her. De ville have skammet sig over den måde, vi er blevet behandlet af vores eget land på«.