Sprogkløften er blevet dybere i Grønland

Hun er grønlænder ligesom begge sine forældre, men når den 36-årige Lotte Grønvold Hatting vil tale med sin far, foregår det gennem tolk. Han taler ikke andet end grønlandsk, og dér må hun melde pas. Hun tilhører den overraskende store gruppe af grønlændere i Grønland, som ikke kan grønlandsk. Indtil hun for et lille års tid siden flyttede til Nuuk, klarede hun sig mestendels med fingersprog over for sine landsmænd, mens hun boede i den mindre by Aasiaat ved Disko Bugten. Dér er det stærkt begrænset, hvor mange der taler andet end grønlandsk. I hovedstaden Nuuk er der derimod mange dansktalende. Men byen er alt for stor til, at alle kender alle, som de gør i Aasiaat. Nu bliver hun ofte tiltalt på grønlandsk af folk, hun ikke kender. Glemte sprog i Danmark »Jeg ser grønlandsk ud, så folk forventer, at jeg taler grønlandsk«, siger Lotte Grønvold Hatting. Ingen kan jo se på hende, at hun som niårig fulgte med sin mor til Danmark, hvor hun havde sin skolegang og fik sin kontoruddannelse. Som 22-årig vendte hun tilbage til Grønland, men hun havde glemt sit oprindelige sprog. Og det er ikke kommet igen. »Jeg ville hjem igen - op at fornemme sneen og op til det gode, grønlandske samfund, hvor man tager sig af hinanden. Jeg føler mig hjemme her, men jeg er bange for, at mine børn ikke får det sådan, når de har været på uddannelse i Danmark«, siger hun. Afsondret af sproget Lotte Grønvold Hatting er blandt initiativtagerne til en forening, som vil prøve at trække problemerne for de ikkegrønlandsktalende grønlændere frem i lyset. Sproget afsondrer dem fra det øvrige samfund og gør det vanskeligt at deltage fuldt ud i de demokratiske processer. Foreningen tegner til at få en flyvende start, endnu inden den er stiftet. Det sker først i midten af december. Initiativtagerne var ved at blive løbet over ende, da de for en måned siden holdt et første debatmøde for at lodde stemningen. Der mødte omkring 250 personer frem. Det var flere, end der var stole til. Så nogle måtte stå op under mødet. »Vi ønsker at vise, at vi er en del af samfundet. Vi vil tage del i debatten. Folk må forstå, hvorfor vi ikke taler grønlandsk. Vi er en glemt gruppe«, siger Torben Egede, en anden af initiativtagerne. Omvendt situation i 1960'erne Han er 49 år, har en dansk mor og en grønlandsk far. Han er vokset op i Nuuk, hvor han har gået i skole og fået sin uddannelse som flymekaniker. I dag er han selvstændig og driver et par forretninger i byen. »Da jeg gik i skole i 1960'erne, blev man nærmest sat i skammekrogen, hvis man talte grønlandsk. Det hele skulle foregå på dansk. Grønlandsk kom slet ikke på tale i skolen. Det var politisk bestemt, at man satsede på dansk«, siger Torben Egede. Ny identitet Siden blev den grønlandske skole lagt helt om. Da hjemmestyret kom til i 1979 blev det grønlandske sprog opprioriteret for at fremme den grønlandske identitet. Det danske sprog blev sat i anden række, og i de senere år er en dramatisk stor andel af eleverne i afgangsklasserne dumpet i dansk. Grønlands Statistik har påvist, at udviklingen er skruet 60 år tilbage til dengang, Grønland havde ren kolonistatus. De 15-17-åriges danskkundskaber er i dag så ringe, at man skal helt tilbage til årgangene før Anden Verdenskrig for at finde nogen, som taler så lidt dansk. Siksakkurs »Hjemmestyrets børn kan meget mindre dansk, end min generation, der gik i skole i 1970'erne. De kan ikke tilstrækkeligt dansk til at tage en videregående uddannelse i Danmark«, siger samfundsforskeren Daniel Thorleifsen, Grønlands Universitet i Nuuk. Han er født i Upernavik i Nordgrønland og cand.mag. i historie fra Aarhus Universitet. »Der har været ført en siksakkurs omkring sproget. Under kolonitiden op til 1979 var det moderne, at man skulle være dansker. Under hjemmestyret mener man, at samfundet skal grønlandiseres. Det er på tide, at samfundet får klaring på det problem. Det er nødvendigt, at Grønland ikke er énsproget, men mindst dobbeltsproget grønlandsk-dansk«, siger Daniel Thorleifsen. De økonomiske vagthunde i såvel den internationale organisation OECD som Statsministeriets rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi har understreget behovet for at forbedre folkeskolen. Selvstyrekommissionen peger på, at øget uddannelse er en forudsætning for større selvstændighed. Og Landsstyret har vedtaget en plan om 'Den gode skole', der træder i kraft næste år. Dansk opkvalificering Det betyder, at det danske sprog skal opprioriteres, samtidig med at Grønland arbejder for at blive selvstændigt: »En øget selvstændighed har en uddannelsesdimension. Derfor vil man bruge det danske sprog til at opkvalificere ungdommen«, siger Daniel Thorleifsen. Selvstyrekommissionen peger på, at der er blevet satset for ensidigt på det grønlandske sprog og ikke nok på dansk og engelsk. Kommissionens formand, Jakob Janussen, forudser, at dansk i en overgangsfase vil få en mere fremtrædende plads i Grønland: »Så længe vi kan trække på det danske uddannelsessystem uden nævneværdige omkostninger, vil det være naturligt at satse på det danske sprog i skolen. Det koster jo det hvide ud af øjnene at læse på et amerikansk universitet«, siger Jakob Janussen.