»Hvor er Mary Donaldson?« Fireårige Tobias fra Børnehaven Troldehøj i Fredensborg var ved at blive temmelig utålmodig, da han sammen med kammerater og pædagoger ventede på at få et glimt af den kommende kronprinsesse foran Fredensborg Slot. Han og de 200-300 andre, der havde taget opstilling foran slottet, kom til at vente ekstra længe på dagens hovedpersoner. Stoppet af jernbanebom En jernbanebom på lokalbanen mellem Hillerød og Helsingør valgte cirka 500 meter fra slottet at gå ned, lige da parrets bil skulle passere. Dronning Margrethe og prins Henrik ankom som de første til Fredensborg Slot klokken kvart i et. Lige efter fulgte Mary Donaldsons far, John Donaldson, og hans kone, Susan Moody. I bil nummer tre sad prins Joachim og prinsesse Alexandra, og først klokken kvart over et ankom kronprins Frederik og Mary Donaldson. De steg ud af bilen og vendte sig smilende og vinkede til de fremmødte fredensborg-borgere. Kl. 15.30 holder parret pressemøde på slottet.
Nyforlovede ankom forsinket til Fredensborg
Lyt til artiklen