Højere batteripriser, mere forvirring og mere miljøbelastning. Det bliver formentlig konsekvensen af EU's nye direktivforslag om batterier, der mødes med kraftig kritik fra mange sider: »Forslaget vil betyde kaos - både for forbrugere og producenter«, siger Frederik Madsen, direktør for de seks producenter og importører i Batteriforeningen. »Direktivet vil i værste fald kunne underminere velfungerende systemer i medlemsstaterne ... Det vil hverken være til gavn for borgere eller miljøet - tværtimod«, skriver Københavns Kommune i et høringssvar. »Den effektive danske indsamlingsordning skal ikke skydes i sænk af EU«, mener Bent Hindrup Andersen, medlem af Europaparlamentet for JuniBevægelsen, der har rejst sagen over for EU-kommissionen og den danske regering. Kommunernes ansvar I dag er kommunerne ansvarlige for, at batterierne indsamles, typisk på genbrugsstationen eller i butikker. Enkelte steder kan borgerne dog aflevere dem i en plastikpose sammen med dagrenovationen. Det sker for eksempel på Bornholm, som efter en udlicitering fra 2002 har fået Europas mest velfungerende indsamlingsordning - der vel at mærke ikke er dyrere end den tidligere. Forvirring Selv om mange forbrugere i forvejen er forvirrede over batteriordningerne, vil det ifølge kritikerne blive langt værre, hvis EU-forslaget bliver virkelighed. Kommissionen vil nemlig harmonisere ordningerne og give producenterne ansvaret. Men producenterne siger, at de så kun vil indsamle deres egne batterier. Det vil betyde, at forbrugerne skal til at sortere batterierne efter producent, og det vil få flere til at opgive den grønne linje. Dertil kommer, at det vil blive et meget stort administrativt arbejde at finde producenterne til de batterier, der kommer ind i Danmark og EU som del af legetøj eller anden elektronik. »Det lyder godt at tale om producentansvar. Men det er enormt besværligt, og regningen havner jo alligevel hos forbrugerne. Man skal hellere skubbe til kommunerne for at få dem til at indsamle via dagrenovationen ligesom på Bornholm«, siger Frederik Madsen fra Batteriforeningen, der i går var til møde med miljøminister Hans Christian Schmidt (V) om sagen. For uambitiøst VK-regeringen har ikke gjort noget for at forbedre de danske batteriordninger, fordi man vidste, at EU-direktivet var undervejs. Men heller ikke miljøministeren er tilfreds med udkastet. »Det er for uambitiøst, at man ikke vil udfase cadmium, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Og det virker også meget teknisk kompliceret«, siger Hans Christian Schmidt. »Jeg vil bare sige: Det afgørende er, at miljøet får glæde af de nye regler. Vi skal ikke opbygge en bureaukratisk og dyr model - så hellere en enkel ordning som den bornholmske«, siger Schmidt, der vil rejse sagen over for sine EU-ministerkolleger, når batterierne skal drøftes på et rådsmøde, formentlig til efteråret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema
Se fotoserien, der vandt guld: Overrasket fotograf fandt 1.000 udryddelseslejre - og så kiggede han opad
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























