»Vi skulle stave til fugede«

»Sidste år: Gys. I år: Gys og gru! Det bliver værre. Dårlig håndskrift hærger!«. Dansklærerne har netop spurgt sig selv, hvordan de selv synes, at det gik med 9.-klasses eleverne til dette års retskrivningsprøve. Og bortset fra at eleverne skriver grimmere end nogensinde før, så gik det egentlig meget godt. Lærerne finder, at prøven var tilpas svær. Ordet 'fouragerede', der skulle skille 13-tallerne fra hoben, har dog ophidset sindene. »Dette ord kendte eleverne tydeligvis ikke, og en rundspørge på min skole viste, at heller ikke ældre personer kendte ordet«, siger en lærer i evalueringsrapporten, der netop er lagt ud på Undervisningsministeriets hjemmeside. Fugleord Årets tema var fugle. Og en del lærere peger på, at man nærmest skal være ornitolog for at vide, at en 'hvepsevåge' har fjer og næb, og at 'fouragere' betyder at skaffe sig foder. Birgitte Therkildsen og Lise Vogt, fagkonsulenter i dansk, undrer sig over de »mange tåbelige bud« fra eleverne: »Et er, at man ikke ved, hvad ordet betyder, og hvordan det staves. Noget andet er at skrive ord i stedet for, der ikke findes i ordbogen«, påpeger Birgitte Therkildsen og Lise Vogt. Andre har forsøgt sig med ordbogen og får fouragere til at være 'forargede', 'forcerede', 'forærede', 'frustreret', 'fugede', 'furede' og 'fusionerede'. En censor fandt 111 forskellige stavemåder. Også andre ord med et ornitologisk islæt drillede. 'Strandengene' blev mange steder til 'strandingerne', 'syd- og sydvestvendte' til 'sydvestgemte', 'sydvestlangtesyd' og 'sydvest vintesyd'«. Opad lejreturen Lærerne er straks langt mere foruroligede over, at eleverne ikke kan finde ud af at skrive 'i alt' og 'op ad' i to ord. Ifølge fagkonsulenterne lusker en del sig til at skrive ordene, så man nærmest må gætte sig til, hvad eleverne mener. Dansklærerne mener dog, at det er matematiklærerne, der bærer skylden for, at halvdelen af eleverne skriver 'ialt' i et ord. »Efter ni års skolegang bør det ord kendes«, formaner de. Omvendt bliver en hel del ord, som eleverne selv kalder svære - 'opadgående', 'variation', 'tilfredsstillende' - ofte stavet korrekt, mens det går galt med dagligdags udtryk: 'lejet' ender som 'lejede' eller 'leget', 'lejrtur' som 'lejertur' eller 'lejretur', 'kræfterne' bliver til 'krafterne', 'tidlig(t)' til 'tidelig' og 'tusindvis' til 'tusindevis'. Det kniber også med flertalsendelser og dobbeltkonsonanter. Svensknøgleskrift Det værste er dog elevernes håndskrift. I disse computertider skriver mange direkte ulæseligt. Trykbogstaver blandes med sammenhængende skrift, der sættes prik over å og bolle over i, og store og små bogstaver danser i vilkårlig rækkefølge. »Som om det var en svensknøgle og ikke en pen, de skrev med«, mener en. »Jeg plejer ikke være en jammerkommode, men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg har været på fortvivlelsens rand over legaliseringen af kunstnerisk kreativitet med hensyn til bogstavernes udformning. I adskillige tilfælde har jeg måttet bruge sylup for at være sikker«, skriver en anden. »Hvis jeg skulle være superkonsekvent, ville jeg slå bunden ud af karakterskalaen. Dårlig håndskrift hærger«. Svigerforældre til test Men lærerne har selv fat i den der med, at det er meget værre med elevernes kundskaber i dag, end da 'jeg var barn'. Så fagkonsulenter videregiver et lille råd, der nok kan bruges ved forældremøder og middagsborde: »Mens jeg sad og rettede, fik vi en dag besøg af mine svigerforældre, som interesseret kiggede i mine papirer og dernæst udbrød: »Det skulle vi jo kunne, da vi gik i 3. klasse«. Jeg spurgte, om de ikke kunne tænke sig at tage prøven. De måtte få al den tid, de ville, og de måtte samtale om de selvstændige opgaver. Det ville de gerne, og de ville ikke bruge ordbog, for det var ikke nødvendigt. Vi ryddede spisebordet og gik i gang. Den første halve side gik rigtig godt og sikkert. Selvtilliden var helt i top. Nederst på side 1 begyndte de at vakle, og jeg måtte minde om, at de måtte rette, efter at jeg var færdig med at diktere. De fortsatte med krum hals, og da de afleverede, vidste de godt, at de havde været usikre nogle steder, men var fortrøstningsfulde. Jeg skyndte mig at rette, og de fik 72 point. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om det var nok til et 8-tal, eller om de måtte nøjes med 7. Jeg behøvede ikke flere argumenter i den sag. Jeg ville gerne have haft skjult kamera i deres bil på vej hjem«.