Mogens røg en tur gennem glasvæggen

Da den tredje flodbølge kom, lå Mogens Pedersen forslået og storblødende på en sofa et sted i Patong. Det tog lidt tid, før det gik op for ham, at det ikke var ham selv, der rystede af nervøsitet, men selve fundamentet under ham. Så skreg han. Men den sidste flodbølge var ikke nær så slem som den første, og både sofaen og den 52-årige fra Langå klarede sig igennem. En lastvogn inklusive sofa blev Mogens Pedersens vej væk fra vandet og ind på Bangkok Phuket Hospital i Phuket. »De første 40 timer lå jeg bare, uden at nogen gjorde noget. I går lappede de mig sammen, og i dag var det så fyldt af betændelse, at de var nødt til at gøre det om«, siger han og skæver til sine forrevne arme og ben. Særligt venstre arm og ben »mangler et stort stykke«, som han siger, efter at den første flodbølge pressede han gennem 12 glasruder i en butik i Patong. Den tiltænkte solferie ved den berømte ferieby sammen med konen havde taget en drejning, som ingen havde ventet. Mogens Pedersen selv ligger standby på hospitalet, mens han venter på afklaring på, hvornår han kan komme hjem til Danmark. Hans kone er fortsat meldt savnet. Forbindelse hjem Mogens Pedersen har haft kontakt med sin søn, der i øjeblikket forsøger at få ham med hjem. Ellers er det småt med besøgende - ud over folk fra rejseselskabet. Denne eftermiddag træder Kirsten og Torben Lund dog ind ad døren. Ganske uventet. Men Mogens Pedersen ser ikke specielt overrasket ud. De er et dansk ægtepar, der bor i Thailand, og som efter katastrofen følte, at de måtte gøre et eller andet. »Det tog lidt tid at forstå, hvad der skete. Men så dagen efter faldt det mere på plads, og vi følte, vi burde gøre noget«, siger Kirsten Lund. Med små dannebrogsflag på brystet, sat fast med sikkerhedsnåle, går de fra hospital til hospital i Phuket for at besøge sårede landsfæller og give deres personlige data videre til den danske repræsentation i byen. Ikke en krone De noterer Mogens Pedersens navn ned og lover at give besked om, hvem han er, og hvilken situation han befinder sig i. »Tak. For hvis jeg skal fortsætte med at blive lukket op på denne her måde hver eneste dag, så ved jeg da ikke, hvordan det ender«, siger han med henvisning til de sår på sin krop, der konstant skal åbnes på grund af betændelse. »Er der ellers noget, du mangler?«, spørger ægteparret, hvilket får ham til at grine tørt: »Jeg har ikke en krone, ikke et par underbukser, ingenting«. Som de fleste andre på Patong strand den dag, havde Mogens Pedersen ikke regnet med, at det besynderlige og pludselige lavvande var virkelig farligt. Men han fornemmede hurtigt, at noget var galt. »Jeg så flere thailandske fiskere gribe deres anker og løbe modsat vandet. Så gik jeg op og spurgte min kone, hvad der skete«, fortæller han. Vandet forsvandt simpelthen helt ud til otte kilometer væk fra stranden, fortæller han. Men kun i et øjeblik. Alt det tilbagetrukne vand samlede sig i kæmpebølger, der hamrede ind over Patong strand og by. Da bølgerne nåede Mogens Pedersen, var de stadig højere end ham selv. Vandet kastede ham ind gennem butikken med de mange glasruder. Stærkt forslået, med et stort stykke kød, der var revet af på venstre arm og ben, fik han mavet sig ud af butikken under vandet og kravlede op på en bordplade, der flød forbi. Derfra fik han manøvreret sig op på en cementstøtte, hvor en anden fyr også havde søgt tilflugt. Ren med rom »Jeg spurgte, om jeg måtte få hans livrem, så jeg kunne binde den om min arm, hvor blodet fossede ud. Men det nægtede han. Så jeg fik fat i et sivblad, som jeg viklede om armen«. Efter at have råbt og råbt om hjælp får tre andre nødstedte bakset Mogens Pedersen op på en madras og ført ham op i en bungalow. »Der var en sød, sød dame fra Singapore, der gjorde mine sår rene med rom«, fortæller han. Og jo, siger han, det gjorde forbandet ondt. Men på det tidspunkt var han for fjern og afkræftet af et alt for stort blodtab til rigtig at bekymre sig om det. Den tredje bølge Da råbene om en tredje bølge nåede bungalowen, var Mogens Pedersen blevet bugseret over på den sofa, der senere skulle fragte ham videre til Bangkok Phuket Hospital. Kort efter han i et kort øjeblik troede, det var hans egen nervøsitet, der fik sofaen til at ryste. Siden sofaen blev afløst af sengen på hospitalets fjerde sal, har det været det eneste sted, han har opholdt sig. Samme sted, som han ligger og fortæller sin historie. Ikke upåvirket, men uden de store armbevægelser. Selv om svaret giver sig selv, spørger vi ham, hvordan han kan være så fattet. »Hvad skal jeg ellers gøre?«, siger han.