15-årig hjemmepusher: Nemt at sælge hash

Peter begynder at grine og slår ud med armene, da vi spørger, hvor svært det er at købe hash i københavnerkvarteret Kongens Enghave. »Hvor svært er det at gå ned i kiosken og købe smøger?«, lyder modspørgsmålet fra den 16-årige dreng. Det er nemt, svarer vi. »Det er lige så nemt at købe hash«, siger han så. Han sidder i stuen i sine forældres lejlighed med den ene ben trukket op under sig i sofaen. I begyndelsen virker han beklemt ved at skulle tale om sin tid som hashpusher. Måske fordi hans mor overværer interviewet. Købte hash for konfirmationspengene Peter begyndte at ryge hash, da han var 13 år gammel. I begyndelsen købte han hashen af nogle, han kendte i kvarterets ungdomsklub, Rubinen. Og allerede i løbet af nogle måneder blev Peters forbrug til et dagligt misbrug. »Det var sjovt og nemt at få fat på«. Anden forklaring har han ikke. Pengene til hashen kom især fra hans konfirmationsgave, dem holdt forældrene nemlig ikke øje med. Men da konfirmationskontoen var tom, og Peter var blevet 15 år, begyndte det at knibe med at finansiere misbruget. Behov for pushere I mellemtiden var Pusher Street på Christiania blevet lukket af politiet, og ifølge Peter opstod der et stort behov for hjemmepushere i bydelen. »Og så var der en, der spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at sælge plader (af hash, red.) for ham«. »Det kunne jeg jo ikke sige nej til. Alle, der har lyst, kan sælge hash. Og det er vigtigt for bagmændene, at de har pushere i alle lag og aldersgrupper, så hele markedet bliver dækket«, fortæller Peter. Solgte til skolekammerater Hver uge fik han 100 gram hash udleveret af den et år ældre indvandrerdreng fra kvarteret, som han solgte for. Når Peter havde solgt hashen for cirka 55 kroner grammet, afleverede han 3.500 kroner retur til indvandrerdrengen. Dermed tjente han selv 1.000-1.500 kroner på ugebasis - plus den hash, han selv røg. Hashen blev især solgt til skolekammerater og venner, men også til folk, han ikke kendte. Det var meget sjældent, at han solgte i skolen, men det er sket nogle gange. »Oftest skete der det, at mine venner fortalte deres venner, at jeg solgte, og så gav de dem mit mobilnummer. Der var næsten ikke noget arbejde i at sælge 100 gram om ugen«. Aldrig bange Peter var aldrig bange for, at politiet skulle opsnuse hans mobilnummer. Han tog sine forholdsregler, fortæller han. Eksempelvis var mobilen altid slukket, når han var hjemme. »Jeg havde styr på det«. Lige indtil hans forældre i efteråret opdagede de store mængder hash og tvang ham til at stoppe salget. Peter holdt dog ikke op med at ryge af den grund. Efter skole arbejdede han på et lager, og pengene derfra gik til hash. Men pengene slog sjældent til. Så han fandt på at sælge mel i tætpakket folie til syge narkomaner på Vesterbro. »Narkomanerne troede, det var heroin. Nogle købte for 1.500 kroner, andre for mere«, fortæller Peter, mens hans mor ryster på hovedet og forlader stuen. »Det var meget skræmmende. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg var så langt ude«. Peter hedder i virkeligheden noget andet. Politiken kender hans rigtige identitet. Han har ikke røget hash siden november måned, men er stadig stærkt medicineret på grund af de følgevirkninger, misbruget har haft.