SF fejrede rød 1. maj

Lyt til artiklen

Klokken var kun 12 middag, og Villy Søvndal var allerede hæs. SF's splinternye formand gav de seneste hektiske dage skylden for, at stemmen var på nippet til at svigte. Den forhindrede ham dog hverken i at starte dagen i Hvidovre, som traditionen i SF byder, eller senere møde frem på Salvador Allendes Plads på Nørrebro, hvor partiet havde slået kludene sammen med en lang række indvandrerorganisationer. Det forræderiske taleorgan led yderligere skibbrud i Fælledparken sidst på dagen. Mod sult og fattigdom På Nørrebro startede den nye formand med at markere venstrefløjens dagsorden: kampen for miljø samt bæredygtighed og imod sult og fattigdom. Udfordringerne består også i »den nye fattigdom, der vokser frem i Danmark i disse år, hvor ulighederne vokser dramatisk. Arbejdsløshed, udsathed og forladthed«, fastslog Søvndal, der opfordrede til at sige fra »overalt, hvor vi møder intolerancen. Også når det kommer fra etniske grupperinger«. »Og vi skal være parat til at tordne mod mørkemændene i Dansk Folkeparti med deres lumre, nationalistiske, selvtilstrækkelige og skammelige retorik«, sagde han og gav regeringen af samme skuffe i dens indvandrerpolitik, inden også krigen i Irak kom på banen. »Krigen hviler på en løgn, og den danske regering tog aktivt del i den løgn. Alene derfor skal Fogh væltes«, sagde Søvndal og bebrejdede både Socialdemokraterne og de radikale, at »de har spillet dobbeltspil om Irakkrigen«. Bekymring over S Søvndal lykønskede Socialdemokraternes nye formand med valget, men udtrykte også bekymring over udviklingen i det store parti. »Jeg er urolig for, at forskellen til Anders Fogh Rasmussen ikke er stor nok. Venstrefløjen har kun sin berettigelse, hvis den har nogle helt andre bud på samfundsudviklingen«, sagde han og lagde samtidig afstand til de radikales skatte- og fordelingspolitik. »Den kommer aldrig igennem med SF's stemmer. For den er usmagelig i sin udbytning af dem med de laveste indkomster«, mente han, inden han opfordrede både Socialdemokraterne og de radikale til at holde op med at overtage de borgerlige dagsordener: »Skal vi sammen skabe et alternativ til Anders Fogh Rasmussen, og hvis I drømmer om ministertaburetter, så må I komme i gang med at føre rigtig oppositionspolitik sammen med os andre«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her