I zoologisk have i København bliver advarslerne om, at en fugleinfluenzaepidemi er på vej til Danmark, modtaget med alvor. Det skriver metroXpress i dag. Den udendørs fodring af fugle er stoppet. Benkiva-hønsene og perlehønsene, der plejer at gå frit mellem de besøgende, er fanget ind. Og andeflokken i Børnezoo har fået et net over sig. Faren fra de vilde svaner Det sker jævnligt, at vilde fugle lander i Zoo for at spise af den foder, der bliver lagt ud til havens fugle. Hvis en fugl smittet med den dødbringende H5N1-virus blander sig med havens fugle, kan der hurtigt blive tomt i pingvinbassinet. Hertil kommer, at haven er hjemsted for en lang række dyre papegøjer og sjældne fuglearter, heriblandt den stærkt udrydningstruede Congo-påfugl. Omkring 10 procent af verdens bestand af Congo-påfugle befinder sig i zoologisk have i København. Avlssamarbejdet kan blive skadet I det øjeblik, der bliver konstateret et tilfælde af fugleinfluenza herhjemme, vil samtlige fugle i Zoologisk Have blive vaccineret. Men det vil kunne skade avlssamarbejdet med haver i andre lande. »Normalt flytter man kun fugle, der har vist sig negative i antistoftest. Når fuglen bliver vaccineret, bliver testen positiv, og så kræver det detaljerede test for at finde ud af, om antistofferne skyldes vaccine eller sygdom,« forklarer chefdyrlæge Carsten Grøndahl.
Alarm i zoologisk have på grund af fugleinfluenza
Lyt til artiklen