Ifølge Bjørn Lomborg er vores fokus forkert, når vi prøver at gøre verden bedre. Vi lever længere, færre er sultne og fattige, og vi er langt bedre uddannet. Men vi hører det sjældent, fordi medierne er gode til at fortælle os, hvad der gik galt de sidste 24 timer, men dårligere til at fortælle os, hvad der gik godt de sidste årtier, siger han. Der er stadig mange problemer. Men Bjørn Lomborg vil have os til ikke blot at fokusere på de problemer, der har den bedste PR-kampagne: de sødeste dyr, de fleste grædende børn, de mest skræmmende historier.
Hvad er verdens største miljøproblemer, spørger han. Og hvad skal vi prioritere først? Bjørn Lomborg tror, hans svar vil vække overraskelse.
Bjørn Lomborg: Mange ser solceller og vind som vejen frem. Men vi har brugt de sidste to århundreder på at komme væk fra fornybar energi, kun afbrudt af de to verdenskrige og 1930’er-krisen. Størsteparten af fornybar energi udgøres af træ, sådan var det både i 1800, sådan er det i dag og vil blive det i 2040. De sidste 45 år har fornybar energi ligget på omkring 13-14 pct., mest på grund af verdens fattige, der ikke har råd til andet – husk på, at Afrika med 50 pct. fornybar energi er langt 'grønnere' end 14 pct. i Europa. Selv med Paris-aftalen vil langt hovedparten af verdens energi stadig komme fra fossile brændsler om et kvart århundrede. Store subsidier kan presse fornybar energi op på 16-19 pct., men det er mest træ.: Sol og vind vil stadig udgøre mindre end 3 pct. i 2040.
Bjørn Lomborg: Den største, ufortalte succeshistorie i verden: For 200 år siden var vi næsten alle fattige. I dag er det under 10 pct., og udryddelsen af fattigdom er i sigte. Det skyldes mest globaliseringen og adgang til energi. Åbne markeder har 12-doblet en kinesers indkomst over de sidste 23 år. Billig energi er afgørende. En mand kan udøve en tyvendedel hestekraft. Et trækdyr en halv hestekraft og en vindmølle måske 10. Men et kraftværk er så stærkt som 20 millioner mennesker. I stedet for at alle arbejder på marken i et ubegribeligt slid, kan 1 pct. landmænd i traktorer producerer al vores mad, mens alle vi andre ændrer verden. I 1820 var uligheden lille, fordi alle var fattige. Uligheden steg, fordi Vesten blev rig først. Men med stor vækst i de fleste ikke-rige lande, er den globale ulighed faldet de sidste 30 år. Den gennemsnitlige dansker tjente i 1820 lige så meget som en fra bangladesh tjener i dag.
