Det er selvsagt alvorligt, når små børn er svært underernærede. Men ikke mere end at chancerne for at børnene kan overleve er ganske gode, hvis de får den rette behandling. Og ifølge Verdensundhedsorganisationen WHO bør dødeligheden i hvert fald ikke overstige 10 procent.
Ikke desto mindre er den på mange afrikanske hospitaler højere end 20 procent, uden at nogen har kunnet forklare hvorfor.
Indtil nu. For en undersøgelse med dansk deltagelse på Ugandas store centrale hospital Mulago i hovedstaden Kampala har identificeret årsagen til, at så mange børn, som burde have overlevet, er døde.
Og årsagen var lidt af en overraskelse.
Det er den danske børnelæge Maren Rytter, der i forbindelse med sin ph.d. og i samarbejde med ugandiske kollegaer står bag undersøgelsen, hvis resultater er blevet offentliggjort i American Society for Nutritions fagtidsskrift, som er verdens førende inden for human ernæring.
»Da vi gik i gang med undersøgelsen, døde omkring 25 procent af de børn, der blev indlagt på Mulago-hospitalet med akut underernærning. Og det var jo helt vildt mange. Også selv om at mange af dem havde underliggende problemer, for eksempel at de var hiv-smittede. Men selv de børn burde være blevet raske med den behandling, de fik«, fortæller Maren Rytter, der har udført undersøgelsen som ph.d.-studerende på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Et tydeligt mønster
Det, hun og hendes kollegaer i første omgang fokuserede på, var, hvad der skete med indholdet af salte i blodet, når børnene efter en periode med ingen eller utilstrækkeligt føde igen fik mad.
»Vi ved blandt andet fra behandlingen af anorexi-patienter, at de kan få forstyrrelser i saltbalancen, når man aggressivt re-ernærer dem, som det hedder. Det samme kan ske, hvis man har diarré, og det er derfor, man behandler med salt- og sukkerblandinger«, siger hun.
Det har også været kendt, at underernærede børn fik problemer med saltbalancen, når man begyndte at give dem føde. Derfor indgår visse salte i de blandinger af mælkepulver, sukker, olie samt et mix af vitaminer og mineraler, som WHO anbefaler - F75 og F100, hedder standardprodukterne i behandlingen. Det førstnævnte gives, når børnene er helt skrøbelige, og så går man over til F100, når de er stabiliserede.
1 million sultende børn har akut brug for hjælp i AfrikaMen det var aldrig blevet undersøgt, om og i givet fald hvordan saltene egentlig hjalp børnene. Maren Rytter og hendes kollegaer fulgte derfor 120 børn, som blev indlagt på Mulago-hospitalets afdeling for underernærede børn - i øvrigt en efter lokale forhold velfungerende afdeling med rimelig mange ressourcer, hvilket i parentes bemærket gjorde det endnu mere mystisk, at så mange børn døde der.
Der blev taget blodprøver på børnene ved indlæggelsen, efter to dage, og når de gik over til F100 og var klar til at tage på i vægt. Og da forskerholdet begyndte at dykke ned i resultaterne fra blodprøverne og andre målinger, viste et bestemt mønster sig.
Når børn - og voksne, for den sags skyld - begynder at tage føde til sig efter en periode uden, får de ofte diarré. Det skete også for en del af børnene i undersøgelsen, og forskerne fandt nu ud af, at den normale procedure på hospitalet var at give børn med diarré en vælling af rismel kogt med vand i stedet for F75. For selv om det aldrig er blevet videnskabeligt bevist, er det alment kendt, at risvælling eller -grød dæmper diarré.
»Det er jo megastressende for forældrene, når deres børn har diarré, og det er også mit klare indtryk, at risvællingen hjælper på diarréen«, siger Maren Rytter.
Forsinket reaktion
Man havde målt, at F75 og risvællingen indeholder stort set det samme antal kalorier og lige meget protein. Derfor havde man troet, at man uden problemer kunne skifte til vællingen, som man typisk gav i tre dage, inden man skiftede tilbage til F75.
»Og vællingen havde en umiddelbar effekt, diarréen aftog, forældre og personale var glade, det hele så ud til at gå lidt bedre. Så gik der tre dage, og så døde mange af børnene«.
Af de 120, som var med i undersøgelsen, mistede 17 børn livet.
»Da jeg tog derned, tænkte jeg, at vi bare skulle holde godt øje med børnene og gøre tingene rigtigt, så ville der ikke være så mange, der døde. Men det var der«.
Tallene talte deres tydelige sprog: Når man målte på indholdet af fosfat i blodet på de børn, der havde fået risvælling, var det på andendagen markant lavere end hos dem, der ikke havde, for der er er næsten ingen fosfat i vællingen. Og dødeligheden hos de børn, som havde fået vælling, var markant højere.
»Fordi børnene først døde nogle dage efter, at man var holdt op med vællingen, havde man ikke tænkt over, at det havde noget at gøre med den. Men det havde det. Børnenes depot af fosfat blev simpelthen tømt, og det døde mange af dem af«, siger Maren Rytter.
Resultatet af undersøgelsen er, at hospitalet nu ikke længere bruger risvællingen.
»Det har været en pædagogisk øvelse at få alle til at acceptere, at det er okay, at børnene får diarré. Det er ikke i sig selv farligt, hvis bare man sørger for, at de ikke dehydrerer, og de får de salte, de skal have«.
Og ændringen i praksis har givet gode resultater, siger Maren Rytter.
»Dødeligheden er faldet. I vores studie var den 14 procent, og i et andet studie, som blev udført lige efter, var den faldet til ti procent«.
Så selv om 120 ikke er nogen stor gruppe at måle på i denne form for undersøgelser, og at andre forhold end kosten kan påvirke dødeligheden, er Maren Rytter ikke i tvivl om, at man har fundet den rigtige skurk:
»De har haft en høj dødelighed i mange år, og når den så falder så meget over så kort tid, er det fordi, noget har ændret sig. Og i vores analyser er det risvællingen, der bon'er ud«.
fortsæt med at læse
