Skatteministeriet betalte revisionsfirmaet Deloitte mellem 3 og 4 millioner kroner for at gennemgå den afdeling i Skat, som blandt andet håndterede udbytteskat.
Gennemgangen foregik, netop mens udenlandske svindlere satte ekstra fart på tyveriet af milliarder fra den danske statskasse ved at få refunderet udbytteskat, som de ikke havde krav på.
Det lod sig gøre, fordi Skats kontrol med udbetalingerne var fuld af huller. En fortrolig rapport fra Kammeradvokaten afslører, at hullerne i kontrollen, som gjorde svindel for i alt mindst 12,3 milliarder kroner mulig, var »omfattet af projektet« med den såkaldte turnusanalyse, som Skatteministeriet købte Deloitte til at gennemføre.
Det har Skatteministeriets chef for intern revision, Kurt Wagner, bekræftet over for Kammeradvokaten, fremgår det af den fortrolige rapport.
