Jeg står ved en rundkørsel i den støvede grænseby Atmeh, som ligger få kilometer syd for grænsen til Tyrkiet. Atmeh er lidt ligesom det vilde vesten. Den vrimler med bevæbnede oprørere fra forskellige fraktioner og har tiltrukket krigere fra hele verden.
En centralasiatisk mand kommer gående ned ad vejen med en kalasjnikov i den ene hånd og en 10-årig dreng i den anden. På den modsatte side af vejen leger en udlænding med skandinaviske træk med sin mobiltelefon. Samtidig står to nordafrikansk-udseende mænd i begyndelsen af 20’erne på selve rundkørslen og diskuterer ivrigt på fransk.
En af mine kontakter, »Abu Said«, en etnisk dansker, som er konverteret til islam og opholder sig i Syrien, har bedt mig om at møde ham her. Vi kender ikke hinanden, men jeg er kommet i kontakt med ham igennem Twitter. Han har dog igennem sine egne kontakter i det islamistiske miljø i Danmark undersøgt min baggrund for at være sikker på, at han ikke bliver »snigløbet« af mig. Jeg ved faktisk intet andet om ham, end at vi har mange fælles bekendte.
Der er ikke mobilforbindelse i Syrien, så jeg bliver nødt til at gå ind på den nærmeste netcafé. Jeg skriver, at jeg venter på ham ved rundkørslen. Få minutter efter dukker en ung fyr i slut-20’erne op. Abu Said hilser pænt på mig.
