»Virkeligheden og opfattelsen af virkeligheden har dokumentarfilm diskuteret gennem hele det 20. århundrede. I 1960’erne mente dokumentarfilmene, at kameraet var kommet så tæt på virkeligheden, som det kunne lade sig gøre. I den periode arbejdede man med at stille kameraet op, og så opfangede det bare det, der skete. Men det subjektive har altid været en del af det at fange virkeligheden. En instruktør stiller jo kameraet og peger på det, han eller hun selv synes, er interessant eller vigtigt. På den måde har billeder af virkeligheden altid en subjektiv dimension«.
»Mainstreamfilmen og Hollywood har givet os en måde at præsentere en virkelighed på, så vi genkender den. Det er klassisk fortællende mainstreamfilmsprog. Vi genkender måden, historien udvikler sig på, og det føles trygt. Noget af det, instruktører som David Lynch gør, er, at de hele tiden betvivler denne genkendelige måde at præsentere virkeligheden på i levende billeder«.
»Lynch arbejder med grænseområderne, hvor noget hverken er det ene eller det andet. Han kan give indtryk af, at han laver noget, der ligner mainstream, men så sker der lige pludselig noget, og så er du et helt andet sted. Han viser os klassiske scener, vi har set 100 gange før, og så vender han lige pludselig et eller andet på hovedet. Den type opgør med en direkte virkelighedsrepræsentation, hvor man pludselig oplever noget, som ligger ud over det, man plejer at få, kan trække os væk fra vores komfortzone og hen et sted, hvor vi enten tænker: Hold da op, det er uhyggeligt, eller: Wow, hvor er det fantastisk. Vi bliver flyttet«.
»Vi har vænnet os til en måde at fortælle på, hvor alt skal have en slutning, en årsag plus en logisk følge fra episode til episode. Der synes jeg, at det er befriende blot at give sig hen til Lynchs univers uden at tænke så meget på, hvad pokker det er, der sker. Han tilbyder os små fragmenter, som måske kan bringes til at hænge sammen, men som også har en kraft i sig selv«.
