Jeg arbejdede i en misbrugsbehandling, og en dag, jeg var på vej hjem, sprang der bare en prop oppe i hovedet. Jeg blev fuldstændig tom. Min hukommelse. Hvor fanden var jeg på vej hen? Pludselig vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, og hvorfor. Jeg ringede til mit arbejde og sagde, at jeg ikke kom mere, og så tog jeg hjem og sov. Men det var stadig sådan, da jeg vågnede. Hvorfor boede jeg her? Hvorfor lå de ting i skufferne? Helt uvirkeligt. Det blev ved i 14 dage, indtil jeg røg en fed, så kom der lidt ro på, og jeg opdagede, at jeg selv havde sagt op. Shit! Hvad har jeg gjort?«.
»Min kæreste var død halvandet år forinden, og jeg havde ikke rigtig fået reageret på det. Hendes død havde sat minder og tanker om min fars død i gang. Og så var der alle de hårde ting, jeg har oplevet i underverdenen. Der er sket mange voldsomme ting, fordi jeg har levet i misbrugsmiljøet, siden jeg var ret ung. Jeg har været i alarmberedskab i så mange år. Måske var det en lille psykose. Jeg har fået en psykose beskrevet, som at man kommer ind i en anden virkelighed, og det kunne jeg godt genkende. Men jeg var fuldt bevidst om, at den var gal«.
»Hverdagen for en stofmisbruger er simpel: Det handler om at overleve og at opnå den næste flugt fra fallit og kaos. Man prøver at bevare facaden, for eksempel ved at gå i noget nogenlunde tøj, selv om jeg kan se på billeder af mig selv, at det ikke altid er lykkedes. Man har en stærk trang til at skjule for omverdenen, at man er fanget fuldstændig af de stoffer, man tager. Af at skaffe og opretholde sit high, så man kan fungere i verden og samtidig skjule, at man er så smadret og ked af det, sorgfuld og længselsfuld«.
»Folk har været bange for mig – jeg kan virke meget bombastisk. Men det er igen kun for at skjule mig. Den følelse, jeg kan få – jeg ved ikke, om den er reel, men jeg ser selv ned på mig selv, og så føler jeg, at andre også gør det. Og tænker, at jeg er et flop – en taber. Og i den alder, jeg har nu, tænker jeg: Hvad har jeg egentlig udrettet andet end at fucke op gang på gang«.
