Det står ikke hugget i sten, hvad der er politiets opgaver. De ændrer sig i takt med samfundets udvikling og de behov, der følger med. Globaliseringen, den stigende terrortrussel og migration er fænomener, som har efterladt flere europæiske politistyrker i en krisetilstand. Inklusive den danske. Derfor er der brug for en ny forståelse af, hvad politiets kerneopgave er i den moderne verden, siger Mette Volquartzen, ph.d.-stipendiat på Københavns Universitets juridiske fakultet. Hun har siden sidste år forsket i netop kerneopgaver i politiet og den private sikkerhedsindustri.
Hendes forskning peger på, at politiets arbejde med grænsekontrol og bevogtning af terrormål næppe kan forstås som en kerneopgave.
Regeringen vil sende soldater til grænsen, så betjentene kan bekæmpe bander»Nogle opgaver er simpelthen ikke politiopgaver, men kan sagtens være en statsopgave eller en samfundsopgave. Det er naturligvis en opgave for staten at bevogte Københavns Synagoge, men det er ikke ensbetydende med, at det er en opgave for politiet. Når du spørger politibetjentene selv, hvorvidt bevogtning og grænsekontrol er en opgave, de bør løse, svarer mange nej«.
Kritik overrasker ikke
Spørgsmålet om prioritering af arbejdsopgaver og ressourcer fik i denne uge en række danske betjente og tillidsmænd til offentligt at udtrykke en sjældent hård kritik af rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. Årsagen var, at rigspolitichefen til medierne havde udtalt, at politiet både har værktøjer, ressourcer og erfaring til at håndtere den eskalerende bandekonflikt. Det billede kunne betjentene hverken genkende eller bakke op om. Den hårde kritik kommer derfor ikke som en overraskelse. Faktisk er det lidt imponerende, at kritikken først kommer nu, siger Mette Volquartzen.
»Det er noget, der har været på vej i noget tid. Det er selvfølgelig en rød klud, når rigspolitichefen offentligt siger, at der er styr på det, når det ikke er det, betjentene oplever. Derfor reagerer de selvfølgelig, som de gør. Reaktionen er en kombination af flere ting. Politireformen fra 2007 har jo blandt andet skadet lokalområderne, og den har nok været lige lovlig rationel. Den har ikke taget højde for den faglighed, betjentene har, eller det, borgerne oplever, når de ikke føler, de kan få fat i politiet«.
Hvor meget fylder politikernes ønske om at bestemme politiets prioritering af opgaver i forhold til politiets egen faglige vurdering?
»Det fylder enormt meget. Det er ikke kun politikerne, men også rigspolitichefen og politidirektørerne. Politiet er styret fra oven. New public management er jo ikke noget nyt, men med politireformen kom der et ekstra fokus på, hvad der kan måles og vejes i politiets arbejde. Men hvordan måler man, at en betjent har brugt hele dagen på en psykisk syg person, som derfor ikke behøver at blive indlagt eller derfor ikke endte med at begå kriminalitet? Det er enormt svært for mig som forsker at få indsigt i, og hensigten var jo også, at man efterfølgende kunne bruge tallene til statistiske undersøgelser«.
Er måltalene med til at forme betjentenes arbejdsopgaver i uoverensstemmelse med, hvad deres faglighed tilsiger?
»Ja, helt sikkert. Selvfølgelig skal det ikke være helt op til den enkelte betjent selv, hvad han eller hun skal foretage sig, men det er jo kammet over. Undersøgelser i Norge viser, at betjente oplever, at målstyring og new public management er blevet en hindring for dem i at udføre deres kerneopgave. Det er simpelthen i strid med deres faglighed og udfordrer deres selvforståelse«.
Hvorfor er det sådan?
»Politiet har altid været et enormt stærkt politisk redskab. Til dels fordi befolkningen overvejende har stor tillid til politiet, og ikke mindst fordi det viser politisk handlekraft. Det er lettere at sætte politiet ind her og nu, end det er at bruge ressourcer og penge på forebyggende indsatser, som man først ser effekten af om 10 år«.
Færre opgaver eller discountpoliti
I et forsøg på at imødekomme politiets behov for flere betjente indgik et bredt flertal i Folketinget et politiforlig i 2015, hvor man blandet andet har omlagt politiuddannelsen, så man fremover kan uddanne politibetjente på to år frem for tre.
Men det er en meget kortsigtet løsning, mener Mette Volquartzen. For nok mangler politiet uddannede og erfarne betjente, men mandskabsforøgelsen må ikke ske på bekostning af kvaliteten. I stedet bør man fastholde politiet til det, som de er gode til, og på længere sigt samarbejde med private vagter.
Pape klar med 12-punkts plan: 50 nye politifolk og strengere straffe skal stresse bander»På kort sigt må vi erkende, at der ikke er nok politihænder til at løfte de opgaver, som er blevet pålagt politiet. Derfor må vi kigge på opgaverne og spørge os selv, hvad politiet laver nede ved grænsen, når andre lige så vel kan løse den opgave. Ved den svenske grænse har man haft vagtfirmaet Securitas til at varetage grænsekontrollen, og derfor er det meget interessant, at det er blevet en politiopgave ved den dansk-tyske grænse. Du ser jo også private vagter i toget, busser, på Strøget og i Københavns Lufthavn, så hvorfor kan de ikke stå ved grænsen? Politiet skal fastholdes i det, som det er særligt godt til. Betjente er gode til lokalarbejde, efterforskning og præventivt arbejde. Derfor er det mig helt uforståeligt, at man ikke undersøger muligheden for et samarbejde med private vagter«.
Hvordan kan det samarbejde se ud?
»Det handler grundlæggende om at bruge de ressourcer, der allerede er. Organisere et bedre samarbejde mellem de private vagter og politiet. Her kan vi også lære af vores naboland. I Sverige skal vagterne smide, hvad de har i hænderne, og stå til rådighed for politiet, hvis der sker noget«.
Sidste år vedtog Folketinget en ny politikadetuddannelse, hvor man ifølge politiets egen hjemmeside bliver uddannet til blandt andet grænsekontrol og bevogtning. Hvad synes du om den løsning?
»Det virker en anelse panisk. Det er samtidig et tydeligt signal til det private, at det her er politisager. Jeg tror ikke, at det er godt for politiets fremtid, at man sådan deler fagligheden op og laver en discountmodel. Enhedspolitiet er en stærk kultur i Danmark, og det er man nu i gang med at ødelægge«.
Skal vi vænne os til at se private vagter bevogte steder i det offentlige rum med skarpladte våben?
»Nej. Så længe opgaven kan kræve magtudøvelse med våben i det offentlige rum, så er det en opgave for politimyndigheden. Men er det nødvendigt med våben for at løse opgaven? Politikens Hus er et godt eksempel på et potentielt terrormål, hvor man ikke har en fast betjent stående udenfor, men har fundet en teknisk løsning, hvor den daglige drift varetages af private vagter. Myndigheden kan være med inde over, men opgaven kunne måske laves om, så politiet ikke skal stå for den daglige drift«.
Tillid til politiet bliver ofte fremhævet som noget helt fundamentalt. Er der ikke fare for, at tilliden knækker, når vi endelig erkender, at politiet ikke magter sine opgaver, og begynder at udlicitere politiets opgaver til private vagtfirmaer?
»Det er en rigtig god pointe, og det skal man også være meget opmærksom på. Det har været tilfældet i andre lande, så man skal være påpasselig med at udlicitere og overlade politiets opgaver til andre. Det, jeg siger, er, at der er en række opgaver, hvor det ikke er det private, som tager opgaver fra politiet, men politiet, der tager opgaver fra det private. Det er de opgaver, som jeg kigger på nu«.
fortsæt med at læse
