Kommunismen var revolutionær, men den var ikke kritisk over for magten som sådan. Tværtimod var ikke kun de kommunistiske stater men også selve ideologien autoritær med stærk tro på nødvendigheden af organisation, struktur og disciplin. Proletariatets diktatur var ikke for sjov. Det var et ideal, en regeringsform.
Mao sagde, at revolutionen ikke er noget teselskab. De kapitalistiske magthavere ville ikke give magten fra sig frivilligt, og de ville med alle midler bekæmpe folkets modmagt: folkedemokratiet og proletariatets diktatur. Til gengæld var den – revolutionen – uomgængelig. Den marxistiske videnskab om den historiske materialisme beviste ganske enkelt, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår samfundet nåede den revolutionære fase. Det kunne alt sammen undersøges og udlægges efter videnskabelige metoder, så diskussionen gik kun på, hvor langt i processen vi var, og hvornår produktivkræfternes udvikling ville fremtvinge den revolutionære tilstand. Det var her, kapitallogikken kom ind. For når man kendte både facit og de enkelte mellemregninger, sådan rent teoretisk, så måtte man jo også med videnskabelig præcision kunne fastslå, både hvor langt vi var kommet og – i yderste konsekvens – hvad der videre ville ske på vejen frem mod revolutionen.
