Okay, lad mig bare gå til bekendelse: Jeg har haft relationer til fiskere. Tætte relationer.
Min farfar var fisker, og det samme var de fleste af hans venner, så jeg har truffet mange store mænd i blå overalls. Jeg har været om bord på deres kuttere, og jeg har spist deres rødspætter, efter at min farfar først havde flået de livligt flaprende fladfisk ude i vaskehuset, imens jeg fulgte arbejdet med åben mund og polypper.
Men det har ikke påvirket min evne til at skelne mellem skidt og fisk. I det hele taget kan jeg kun huske, at jeg var påvirket én gang, nemlig til frokosten i anledning af min farfars 70-års fødselsdag, hvor jeg i ungdommeligt overmod og småternet blazer havde sat mig for at ’hive loddet’ – altså tømme snapseglas – i samme tempo som de gamle fiskere.
Det var dumt.
