Sidste skoledag
Juni 2017.Malak har sidste skoledag på Sundbyøster Skole, hvor hun har gået i fem år. Kammeraterne skriver en hilsen til hende. En tegner Marokkos flag. En anden en palme. En tredje tegner et ansigt, der græder, og en fjerde en trist sol. Solvej skriver:
»Kære Malak. Jeg er ked af, at du rejser, og kommer til at savne dig meget. Vi har ikke altid været megagode venner, men jeg er glad for de mange oplevelser, vi har haft kun os to, og dem sammen med resten af klassen. Når du kommer til Marokko, har du måske glemt alt om mig, men det kan jeg leve med. Du har haft det pissehårdt, men det kunne man ikke mærke, når du var i skole, spillede Uno eller lærte mig om virkeligheden. Når du starter på Marokkos kvindelandshold, vil jeg se på dig som en helt. En helt, som har været igennem så meget shit, som du ikke engang har været skyld i. Kommer aldrig til at glemme dig. Kærlig hilsen, Solvej. Farvel, Malak, din seje, smukke, søde, sjove pige«.
Ankomst til nyt center
Juni 2017. Malak og hendes mor, Nabila, forlader Kongelunden om formiddagen.
»Det er mærkeligt. Jeg skal bare trækkes et andet sted hen. Men det er min mor, der skal have asyl. Ikke mig. Jeg er dansk. Jeg er født her. Jeg er opvokset her«, siger Malak.
Da de kommer til Dianalund, møder de Maria, som Malak har passet på Kongelunden. Da den toårige pige ser Malak, springer hun op i favnen på hende og vil slet ikke ned.
Fodbold i Dianalund
September 2017. Sommeren på det nye asylcenter i Dianalund har været lang, våd, kold og kedelig, men august kommer med fodbold og nye veninder, og september kommer med tilladelse til at gå i skole. Malak er faldet rigtig godt til på Dianalund.
»Hun er meget populær og altid glad. Og så er hun rigtig god til at spille fodbold. Hun fungerer bare«, fortæller fodboldtræner Max Christensen. Hans datter Emilie og Malak er blevet nære veninder.
Nyt asylcenter
November 2017. Kvindecenteret i Dianalund ved Slagelse skal lukke. Malak har hjulpet med at pakke, men da hun sidder og venter på bussen til udrejsecenter Avnstrup, begynder hun at græde. En kvinde fra Røde Kors må berolige hende. Lidt senere kører bussen gennem Dianalund.
»Se, der er min skole«, siger Malak opstemt og peger ud ad vinduet. Hun var der for sidste gang dagen før for at sige farvel.
»Det var dejligt, men jeg var megaked af, at jeg skulle sige farvel til mine venner. For det var en rigtig god klasse, og vi havde det megasjovt. Vi løb rundt, og vi løb ud i regnen, og vi drillede lærerne. Den sidste time skrev de farvelhilsner til mig. De sagde, at jeg skulle komme og besøge dem igen, og de græd mega-, megameget«.
fortsæt med at læse
