En seks etager høj cylinderformet bygning med atriumgård i midten troner på Rued Langgaards Vej et stenkast fra Islands Brygge metrostation på Amager i Københavns. Bygningen ligner en kæmpe bikube, hvor brudstykker af kuben er revet af, så man kan kigge ind til det summende, søde liv.
Det er Tietgenkollegiet, tegnet af Lundgård & Tranberg. En gruppe koreanske arkitekturstuderende er på rundtur. De står på rad og række med næserne mod himlen og pegefingrene i hver sin retning. Bygningen er ren wauw-effekt og tiltrækker mange arkitekturstuderende. Henne ved det store tital på facaden bor Christine Vestergaard.
En glaselevator kører op på sjette sal, hvor Christine Vestergaard bor sammen med blandt andre Henriette Friis, Iris Gutt, Simon Jensen og Gustav Hansen. De er samlet i køkkenet, hvor Henriette Friis deler anekdoter fra sin tur til Nepal. Hun er for kun få timer siden vendt hjem til kollegiet efter en måneds rejse. Og om ikke så længe skal hun købe alle de madvarer, som hun de sidste måneder har savnet.
»Jeg skal have rugbrød, jeg skal have ost, jeg skal have noget fra bageren – måske en kanelsnegl«, fortæller Henriette Friis.
