Isbjørnen lever alene og får normalt kun én unge, men undertiden to. Hunnen føder sine unger i hiet, når vinteren er allermørkest, og selv om moderen ikke har fået noget som helst at spise i månedsvis, ammer hun dem, indtil de er store nok til at komme med ud i solen. Bjørneunger fødes blinde og meget små, og når de kommer frem af hulen i sneen, er deres mor meget, meget sulten efter sæl. Der blev hvert år skudt bjørne med små unger.
Det traditionelle samfund havde regler for, hvordan man fordelte alle dele af bjørnen, og unger var jo en del af byttet. De små unger dræbte man ikke, men tog dem med hjem. Som regel overlevede sådan en unge ikke ret længe; børnene drillede den ubarmhjertigt, og før eller siden fik hundene fat i den. Vi hørte jævnlig om sådan en begivenhed. Men lige denne bjørnemor var blevet dræbt af en jæger fra Tasiilaq lige i nærheden af byen, og som de europæere vi var, ville vi gerne redde hendes to unger.
