Kun halvt i spøg siges det, at toiletpapiret engang var det eneste, der ikke var stemplet »hemmeligt« i Forsvarets Efterretningstjeneste. Danmarks udenrigsspiontjeneste blev bygget af modstandsfolk, der under besættelsen havde lært at holde kæft. Tavsheden var et adelsmærke, og man fnøs ad dem, der kom for vare at sige tre sammenhængende sætninger om spionlivet bag murene i Elefantstok-bygningen på Kastellet i København.
»Gamle efterretningsfolk taler over sig. De burde skydes«, sagde modstandskvinden Jutta Graae engang. Hendes dæknavn under krigen var ’Storhertuginden’.
