Øredøvende trommeslag. Smilende piger og drenge. Skrigende orange skjorter, pink tylnederdele og farverige velourdragter. Små hænder, der svajer med dannebrog. Min krop bevæger sig ubevidst i takt med trommeslagene. Jeg har lyst til at hoppe med i optoget med de flere hundrede skoleelever. For stemningen er som dengang, da jeg selv optrådte. Her på Værebroskolen i Værebroparken, der de senere år er blevet landskendt for bandekriminalitet og skud.
Og nu er min elskede skole lukningstruet. Jeg er her for at fejre 50-års fødselsdag, og jeg har min mor med. Det var her, jeg gennem teater, dans og engagerede lærere fik det stærke fundament, jeg skridsikkert står på i dag. Her var målet at skabe robuste børn, langt før den slags tillægsord blev moderne i børneopdragelse. Ved siden af mig står forældre, tidligere elever, lærere og min gamle skoleinspektør Poul Kærså, som jeg ikke har set, siden jeg gik ud af niende klasse i 1994.
