Man kan uden videre lytte sig til, at 98-årige Helge Kirk har levet et langt liv med en særlig evne til at udtrykke sig skarpt uden at gøre brug af vulgære kraftudtryk.
Den forhenværende frihedskæmper fra undergrundshærens ventegruppe i 3. kompagni i Gentofte, Lyngby og Holte har kontaktet avisen, fordi han er indigneret over en sagsforløb, som oprindelig gjorde ham glad.
29. august, på 75-årsdagen for samarbejdspolitikkens ophør, begyndte han at glæde sig, da han i pressen læste om, at regeringen havde besluttet at donere en ekstraordinær hædersgave til de tilbageværende medlemmer af modstandsbevægelsen, tjenestegørende i allieret krigstjeneste, kz-fanger og deres efterladte.
Der var, skrev beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), afsat 10,8 mio. kr. til de modige, der med livet som indsats kæmpede mod tyskerne.
»Vi har rigtig meget at takke disse mennesker for. De er helte. Det var modige kvinder og mænd, der satte deres liv på spil i kampen for vores frihed over for den tyske besættelsesmagt. Danmark skylder dem og deres efterladte at vise vores taknemlighed for det, de gjorde. Derfor er denne hædersgave en velfortjent anerkendelse af deres kamp for Danmarks frihed«, udtalte ministeren.
Helge Kirk er en af disse mænd. Han rømmer sig, mens teksten bliver læst op. Vi sidder ved spisebordet på Malmmosevej i Holte, hvor han har boet siden 1956.
»Det lyder jo pænt alt sammen«, siger Helge Kirk sarkastisk.
Han skynder sig at understrege, at han med sin pension fra årtier som jurist i Justitsministeriet og Overformynderiet har sit på det tørre.
Alligevel havde han set frem til hædersgaven, som gav mulighed for at give større julegaver til de tre børn og børnebørnene. Derfor har han ofte bedt sin 64-årige søn, Anders Kirk, om at tjekke, om hædersgaven er gået ind på kontoen.
»Jeg føler, at det er ejendommeligt, at de meddeler, at der nu kommer et beløb, når det ikke kommer. Man regner med det og begynder at spekulere på, hvad man kan gøre. Men pengene er der ikke«, siger Helge Kirk.
I Frihedsmuseets modstandsdatabase er hans aktiviteter fra krigens tid noteret som »almen illegal aktivitet, efterretning, logivært og militærgruppe«. Ved stuebordet forklarer manden, der bestod sin studentereksamen på befrielsesdagen 4. maj 1945, lyslevende om, hvad de summariske punkter indebar i praksis.
Fra disciplinen efterretning husker han en dag, hvor hans skolebøger og en lys ide reddede ham fra at blive arresteret. Helge Kirk havde siddet på en bænk på Trianglen for at skygge en dansk oberst, der havde meldt sig til Frikorps Danmark. Obersten havde begivet sig ind i Frimurerlogen på Blegdamsvej, da to hærdebrede mænd henvendte sig:
»Der kom to kæmper hen og spurgte: ’Hvad fanden laver du her? Du har siddet her i fire timer’. Så sagde jeg: ’Jeg kan ikke se, hvad det rager Jer. Jeg har lov til at sidde, hvor jeg vil’«.
De fjendtlige muskelmænd havde meddelt Helge Kirk, at hvis han ikke ville tale, ville de tage ham med et sted hen, hvor de nok skulle få ham til at tale. Kirk svarede, at han blot var en fredelig mand, der sad der uden at genere nogen. Under samtalen fik han en ide:
»Jeg sagde til dem, at de var velkomne til at se mine studenterbøger, og at jeg havde fået til opgave at skrive en fristil om livet på en københavnsk plads. Jeg havde valgt Trianglen og sagde, at jeg havde tænkt mig at blive lidt endnu, mens jeg spiste en iskage. Det var i orden, sagde de og spurgte efter min legitimation. Jeg viste det hurtigt, så de ikke så navnet«.
Helge Kirk slap uden videre tiltale, men hørte senere, at obersten var blevet skudt på klos hold i et S-tog.
For så vidt angår disciplinen logi sørgede Helge Kirks familie for at gemme seks politielever af vejen, da værnemagten gik efter politiet. Der var god plads i familiens hus på Brogårdsvej i Gentofte, da flere af Helge Kirks syv søskende var flyttet hjemmefra. En af politieleverne blev boende illegalt til krigens slutning.
Helge Kirk blev aldrig selv taget til fange og han deltog aldrig i en likvidering. Men han kendte modstandsmanden Kim Malthe-Bruun, som blev arresteret af Gestapo i december 1944. Under opholdet i Vestre Fængsel inden henrettelsen ved skydning i Ryvangen i april 1945 nåede Malthe-Bruun at smugle breve skrevet på toiletpapir ud af fængslet til Helge Kirks kone. Hun var livet igennem bedste veninde med Kim Malthe-Bruuns kæreste, som blev Anders Kirks fadder.
Af brevene fra fængslet fremgår det, at Malthe-Bruun havde svaret sine torturbødler igen.
»Det var fangevogteren, der hjalp med at få brevene ud. Kim Malthe-Bruun skrev om, hvordan han havde sagt til en af de mænd, der rev hans negle af: ’Kan du ikke sige mig, hvordan det føles at sidde der og tage en anden mands negle? Er det noget, du kan lide?’ De vidste ikke rigtig, hvad de skulle svare. Malthe-Bruun var stærk i det«, fortæller Helge Kirk, som hverken var nogen beundrer af samarbejdspolitikken eller det tyskerhad, som i mange år efter krigen var udpræget i den danske befolkning.
Efter krigen var han vagtmand ved HIK-lejren i Hellerup, der i en periode husede mere end 1.000 tyske krigsflygtninge. Her førte han bl.a. lange samtaler med en tidligere godsejer fra det tidligere Østpreussen, som havde mistet hele sin familie under bustransporten til Danmark.
»Han sagde: ’Jeg er alene tilbage, men jeg vil leve videre. Jeg vil bruge mit liv på at kæmpe imod, at Tyskland gør den fejl igen’. Så tænkte jeg, at den mand skal du støtte, for han er noget værd. Han har den rigtige indstilling«, husker Helge Kirk.
Nogle dage senere havde Kirk vagtkommandoen ved flygtningelejren, da han hørte tre danske mænd stå uden for hegnet og diskutere, hvad der burde ske med de tyske flygtninge. Den ældste af de tre havde talt for, at hele lejren burde drives ud i havet mod druknedøden.
Da Helge Kirk hørte den bemærkning, gik han hen til de tre mænd og forklarede, at det var hans pligt at informere om, at det ikke var lovligt at opholde sig lige uden for hegnet. Så spurgte han:
»Jeg har ikke kunnet undgå at høre, hvad De sagde. Ville De virkelig, hvis jeg gav Dem lov, gå ind og jage de gamle damer og alle de små børn ud i havet til druknedøden?«.
Da den ældre mand svarede bekræftende, stillede Helge Kirk et nyt spørgsmål:
»Tænk på, hvad Hitler sagde, før sin død: ’Hvis Tyskland skal ned i skidtet, skal jeg sørge for, at hele verden kommer med’. Er Hitler ved at vinde efter sin død?«.
Et af de yngre mennesker havde med det samme reageret ved at sige:
»Det er fuldstændig rigtigt, hvad De siger. Vi skal være gode ved dem. De skal mærke, at vi behandler dem anderledes, end de behandlede os«.
Helge Kirk håber at få sine penge i tide. Han er optimist, selv om han udmærket er klar over, at restlevetiden ikke er, hvad den har været.
»Men jeg har da en bror, der er fyldt 102«, siger han med et lille smil.
Troels Lund Poulsen udtaler i en skriftlig kommentar, at vi skylder de modige mænd, kvinder og deres efterladte at vise taknemmelighed for deres indsats:
»Derfor er jeg glad for, at vi med det lovforslag, som Folketinget behandler lige nu, hædrer disse mennesker og sikrer, at den ekstraordinære hædersgave ikke bliver modregnet i offentlige ydelser som folkepension samt er skattefri«.
Beskæftigelsesministeren har ikke svaret på, hvorfor regeringen ikke sørgede for i tide at få sagen på plads inden 29. august. Han nævner, at han godt kan forstå, at modtagere af hædersgaven »bliver lidt utålmodige med processen, der er trukket ud«.
»Sagen er desværre den, at arbejdet med at sikre, at hædersgaven er skattefri, har forsinket udbetalingen. Det ser nu ud til at være på plads, så pengene kan udbetales mellem jul og nytår«, skriver ministeren.
