Anden halvleg: Tilbage til urmennesket

Det her er en historie om en mand i waders. Og om, hvordan jeg også selv trampede rundt i noget, der skulle vise sig ikke at være spinat.

Jeg møder ham ved en lystbådehavn i København, hvor han går i vand til livet og skærer østers fri af stensætningen. De mange skaldyr ryger i et blåt Ikea-net.

»Det er stillehavsøsters, og det er en invasiv art, så jeg gør faktisk naturen en tjeneste«, forsikrer manden i waders mig om.

Hans hænder er blodige, for de store, lysegrå skaller er hårde og sidder fast, som var de støbt ind i bolværket med beton. Så han er nødt til at file med stor kraft for at befri stenene for de benhårde snyltere, og så kan det jo smutte. Det kan godt blive beskidt, når urmennesket får frit løb i legen med naturen.

Naturens glade søn

Jeg tænker over det på vejen ind til mit fitnesscenter i Blox. Hvordan jeg som pædagogmedhjælper samlede orange hyben og lavede marmelade med ungerne i Hornbæk. Hvordan det var at fange en fladfisk på børsteorm ved Ebeltoft. Hvor skarpt der lugtede fra hybenbuskene ved Kildevældsparken, og med bare 8 kilo stødt melis og lidt citronsyre, vupti, så var der saft.

Jeg er så optaget af mine tanker, at jeg, da naturen kalder inde i fitnesscentret, på uforklarlig vis får nogle meter papir i klemme i mine shorts. Og så spankulerer jeg rundt i de tjekkede og veloplyste træningsfaciliteter med toiletpapiret slæbende efter mig som en hale.

Det værste er, at jeg først opdager det, da jeg har skridtet både 1. sal og stuen af og været to gange igennem cardioafdelingen med de gungrende løbebånd.

Resolut smider jeg mig ned på den nærmeste sorte måtte i barnets stilling. På maven med knæene ud til siderne og med panden hårdt presset mod måtten.

Balasana, kalder de det i yogatimerne, men her er der nærmere tale om det, vi i dagligt sprog benævner ’at lægge sig faldt ned’. Jeg er maksimalt tre centimeter over jordens overflade på det højeste sted.

Her ligger jeg så i al diskretion og får listet toiletpapiret ned under yogamåtten, og så gør jeg mig usynlig med et stille håb om, at lyset går ud, at der kommer en brandalarm, eller at alle bare pludselig skal hjem.

Tre-lags Lambi

Skammen vokser i mig, i takt med at jeg visualiserer min tur gennem centret, hvor jeg intetanende har lavet en ’Kejserens nye klæder’ i tre-lags Lambi-udgave.

Men så er det, som om Søren tager ved mig. Hvorfor skal jeg være så flov? Alle tørrer sig. Alle har prøvet at have en bums et uheldigt sted, alle har både kastet op eller haft afføring på en måde, der skriger på gummihandsker.

Jeg tænker, at hele den overfladiske æstetik og de renskurede omkring mig er del af en pervers kropsfornægtende sterilitet. Et forsøg på at kapitalisere kroppens natur, mens lydtætte høretelefoner sørger for, at man ikke kan høre sit eller andres åndedræt.

Jeg forestiller mig som en frihedskæmper. Ligesom manden i waders. Vi ser livet. Vi bøjer os og fordyber os.

For nok er vi en invasiv art, men der er jo ingen grund til, at vi går pænt rundt med hænderne ned langs siden og lader os belejre af civilisationen.

fortsæt med at læse

Det hele startede med, at jeg blev belært om aldrig at bruge grine/græde-emojien. Hvem griner og græder samtidig?