Ina sendte sin mand, Jonas, og sin storesøster, Dorthe, i forvejen med retning mod barselsafsnittet. Hun havde brug for at være alene. Bare et øjeblik. Alene med sine tanker og følelser. Alene med sin datter, som hun bar inde i maven. Med tunge skridt bevægede hun sig op ad trappen. Hun kunne mærke, at Alma sparkede og tænkte på, at det lille menneske ikke vidste, hvad der snart kom til at ske.
»Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, Alma«, sagde Ina, i takt med at hun nærmede sig afsnittet og den stue, hvor hun, godt halvvejs i graviditeten, lige om lidt skulle føde Alma. Ikke for at leve. Men for at dø. For at blive skånet for de lidelser, som livet formentlig ville byde hende.
Det var fredag 25. marts 2016. Foråret var kommet, luften var frisk, og der voksede krokus op af jorden.
Godt to uger tidligere havde den såkaldte gennemskanning i uge 20, som cirka 95 procent af alle gravide siger ja til, rejst en lille bekymring om Inas fosters blære. Jordemoderen kunne ikke se den under skanningen. Måske fordi den lige var blevet tømt.
