Socialdemokratiets formand har fuld tillid til sin gruppeformand Henrik Sass Larsen, der efter svære overvejelser har valgt at fortælle åbent om depression.

Mette Frederiksen er tryg ved Sass: Psykisk sygdom skal ikke bestemme, om man kan bestride en ministerpost

Socialdemokraternes Mette Frederiksen har haft mange samtaler løbende med Henrik Sass Larsen, der i Politiken har løftet sløret for sin depression. Billedet er fra Mette Frederiksens fødselsdagsreception.    Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Socialdemokraternes Mette Frederiksen har haft mange samtaler løbende med Henrik Sass Larsen, der i Politiken har løftet sløret for sin depression. Billedet er fra Mette Frederiksens fødselsdagsreception. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er helt tryg ved at betro sin gruppeformand Henrik Sass Larsen en tung ministerpost, hvis partiet i løbet af de kommende måneder vinder regeringsmagten.

I et åbenhjertigt søndagsinterview i Politiken fortæller Henrik Sass Larsen, hvordan han har været ramt af en depression og i behandling hos en psykolog, der mener, han burde finde sig et mindre belastende arbejde end det politiske.

Henrik Sass Larsen: »Jeg er vant til at være i kontrol med alt, hvad jeg foretager mig. Det var jeg ikke her. Jeg var bare så træt, så træt, så træt«

Undervejs i hele forløbet har Mette Frederiksen ført mange samtaler med sin gruppeformand, som nu vælger at stå frem og fortælle om sin psykiske sygdom, der ramte ham i efteråret. Formanden har stor respekt for, at han »offentligt fortæller om noget, der i virkeligheden er meget privat. Men som kan ramme alle. Og som rammer stadig flere i vores samfund«, skriver Mette Frederiksen på Facebook:

»Nogle gange glemmer vi måske, at politikere også bare er mennesker. Ingen kan klare alt. Og livet kan være hårdt. Nogen gange for hårdt. Sådan er det også, selvom man er en offentlig person. Og dermed altid i mediernes søgelys«.

Ifølge Mette Frederiksen bør alle samles om at have et folkestyre, hvor »der er plads til også at være menneske. Uanset om man er folketingsmedlem eller minister«. Men det er »fair nok«, at medierne nu efterlyser en kommentar til, om Henrik Sass Larsen kan blive minister, »såfremt det lykkes at få flertal for en ny retning og en ny regering for Danmark«:

»Ingen ved, hvordan mandaterne falder ud efter valget. Men jeg ved, vi først skal vinde et valg - og opnå vælgernes tillid, før det giver mening at tale om ministerlister. Så i denne omgang blot dette: Henrik er en af mine nærmeste, og han har meldt sig klar igen. Jeg er tryg ved, at Henrik kan bestride en ministerpost«, skriver Mette Frederiksen og fortsætter:

»At man har været syg, psykisk eller fysisk, skal efter min mening ikke bestemme, om man kan bestride et politisk embede«.

Svær beslutning

Socialdemokratiet har klaget til Folketingets Præsidium over Ekstra Bladets opførsel i en sag, hvor Henrik Sass Larsen er udeblevet til en række møder hos statsrevisorerne, selv om han som statsrevisor modtager 330.000 kroner om året.

Ifølge partiet har avisen udsat politikeren for noget nær en menneskejagt på Christiansborg, der skal have forværret hans mentale tilstand. Anklagen afvises blankt af Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen:

»Hvis han har haft det så dårligt, som han påstår, så skulle han jo have sygemeldt sig. Der er jo ingen journalister i det her land – allermindst på Ekstra Bladet – som gider at jagte en mand, som er sygemeldt«, siger han.

Ekstra Bladets chef fastholder at kalde Sass Larsen »tudeprins«: Han skulle have sygemeldt sig

Mette Frederiksen nøjes på Facebook med at konstatere, at det »mildest talt ikke har været nemt for Henrik at skulle fortælle om sin depression«, og var han »ikke en offentlig person, havde det heller ikke været nødvendigt«:

»Og derfor blot et håb: At jeres eventuelle kommentarer til dette opslag sker i en ordentlig tone. Med respekt for alle de mennesker, der oplever en svær periode i sit liv. Unge som gamle. Kendte som ukendte. Henrik og mange andre«, skriver Socialdemokratiets formand.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her