Teenagere er humørsvingende. Det ene øjeblik er de glade og imødekommende – det næste afvisende og irritable. De er ikke til at få op om morgenen, hvilket ikke er mærkeligt, for de er heller ikke til at genne i seng om aftenen. Her vil de hellere spille eller være på deres mobil og sms’e med vennerne den halve nat.
Sådan lyder den gængse fortælling om den umulige teenager, men den fik Nina Lynggard Jørgensen nok af. Hun er selv 16 år og blev så grueligt træt.
»Jeg synes, at voksne taler nedladende om teenagere, som om vi er uvidende og ikke har styr på noget. Som om man ikke kan stole på os«, sukker Nina Lynggard Jørgensen hørligt i telefonen efter en terminsprøve på den efterskole, hun går på i år.
Men faktisk synes hun, at det er de voksne, som er håbløse.
De er nemlig også i en ny livsfase, når deres børn bliver teenagere, og det gør dem så svære at leve med, at børnene bør lære særlige tricks. Nina Lynggaard Jørgensen har derfor – som et svar på et utal af selvhjælpsbøger til forældre til teenagere – skrevet det modsatte: en håndbog til teenagere om håndtering af vanskelige forældre.
»Det er gode tips til teenagere, som kan relatere til det, jeg skriver – og måske grine af det«, som hun afvæbnende siger.
Forskningsleder om 16-årige Nina: Hun rammer mere rigtigt, end hun anerI bogen har hun opfundet et nyt ord: ’parenty-fasen’. Det dækker over, at mange forældre er forty eller fifty, når børnene rammer puberteten. Ordet dækker også over, at mange forældre i dag har fået børn så sent, at børnenes teenageår falder sammen med morens overgangsalder eller farens panikalder, forklarer Nina Lynggaard Jørgensen.
»Mange symptomer hos den voksne og hos teenageren er faktisk de samme. Eksempelvis søvnbesvær og tanker om, hvad man skal med resten af livet. Teenagere er i en ny fase, men det er de voksne også«, siger hun.
Tegn på, at de voksne er i parenty-fasen, er eksempelvis, at de bliver overomsorgsfulde, pinlige, opmærksomhedskrævende og glemsomme.
Har du set disse tegn hos dine egne forældre?
»Jeg har masser af eksempler. Især på det med at være glemsom«, siger hun og giver som eksempel engang, hvor hendes mor nægtede at have taget datterens taske, som så senere viste sig at være, ja, på morens værelse.
Teenagerens bekymringer
Da Nina Lynggaard Jørgensen for to år siden begyndte at skrive bogen, var hun overbevist om, at det udelukkende var forældrene, som gik ind i en ny fase. Men undervejs er hun kommet frem til, at det nok er begge parter. For det er ikke kun nemt at være teenager, forklarer hun.
»Når man er barn, har man ingen bekymringer. Den største er, om bolden ryger op på taget. Det er jo ingenting mod, hvordan det er, når man er teenager. Her bekymrer man sig om, hvad man skal efter skolen, hvordan man betaler skat, og hvad, hvis man har lyst til at blive filminstruktør og ens interesse så senere forsvinder«, remser hun op.
Teenagetiden er også der, hvor vennerne begynder at betyde mere. Måske mere end familien.
»Så kan man tænke, har jeg gode venner, vil de kunne hjælp mig, og skal jeg tale med mine forældre, eller bliver de skuffede«, forklarer hun.
I sin bog har Nina Lynggaard Jørgensen ti tricks, som teenagere kan bruge til at tackle de vanskelige forældre.
Det første og vigtigste er flugten. Det bruges, når forældrene er irritable og utilregnelige, og man gerne vil ud af en begyndende konflikt.
»Så trækker man skuldrene op, som om man er bange. Man spærrer øjnene op og holder øjenkontakt, mens man lister baglæns ud af lokalet. Man signalerer, at man ikke har lyst til at være der, så alle dyreinstinkterne skal fremhæves. Første gang jeg gjorde det, blev min mor forvirret, og så begyndte hun at grine«, siger Nina Lynggaard Jørgensen, som peger på forældres utilfredshed med, at opvaskemaskinen ikke er tømt som en oplagt situation, hvor flugt er at anbefale.
Lær at forhandle
Desuden opfordrer hun til, at unge udvikler deres forhandlingsevner.
»Det er meget vigtigt. Hvis det nu er sådan, at jeg har lyst til at bage cookies, og der ikke er chokolade. Det er der desværre ofte ikke i køkkenet. Så kan jeg få min mor til at køre op og hente det ved at spørge: »Skal du ikke have købt ind til madpakker?«, og når hun så siger ja, kan jeg spørge, om hun vil købe chokolade med, når hun skal afsted alligevel«.
Hvis teenagere ikke lærer at håndtere deres forældre, risikerer de at skulle hjælpe deres forældre gennem deres identitetskrise. Når forældrene nu skal stå på egne ben og ikke længere kan bestemme over deres børn.
»Så risikerer man at blive sådan en plejedame, som skal styre deres liv, lidt ligesom på et plejehjem«, siger Nina Lynggard Jørgensen, som i bogen foreslår, at man giver dem et golfsæt i fødselsdagsgave, vandresko eller en cykel, hvilket dog kræver, at man overbeviser dem om, at de ser knaldgodt ud i lycra-shorts. »Få den voksne på afstand«, lyder rådet.
Selv om Nina Lynggard Jørgensens bog er en håndbog til teenagere, mener hun også, at den kan hjælpe forældre.
»De får et blik ind i mine tanker, så de kan se, hvordan man er, når man er teenager«.
For som hun skriver i bogen, skal forældre lade den unge være i fred, men alligevel blande sig.
Det svære som forældre er, hvornår man skal det ene, og hvornår man skal det andet?
»Men så kan man spørge: Har du brug for, at jeg støtter dig, eller har du brug for, at jeg holder mig væk? Så har den unge selv mulighed for at sige, hvad man har brug for«.
Det svære er, hvis den unge ikke siger til en, at de rent faktisk har brug for hjælp.
»Det er rigtigt, og jeg har også venner, som ikke taler med deres forældre, og der må man håbe, de har venner, de kan tale med. Ellers tror jeg, at man som forælder skal finde sted, hvor der ikke er andre, og så skal man med hel rolig stemme sige, at man er der, hvis den unge har brug for at tale om noget«.
fortsæt med at læse
