Ny lønforsikring fra Ase vil være en god forretning for mange i velbetalte jobs, der bliver ramt af kortere ledighed, men det er en bombe under det solidariske dagpengesystem, mener fagbevægelsen. Som dog også selv er begyndt at tilbyde forsikringer.

Fagforening lokker danskere i solide jobs med det dobbelte af dagpenge, hvis de bliver fyret

Dobbelt så meget om måneden. Og ikke noget med at skulle gå på Jobcenter. Det er muligt med en lønforsikring fra Ase, som også selv tilbyder et find-nyt-job forløb.  Foto: Carsten Ingemann/POLFOTO
Dobbelt så meget om måneden. Og ikke noget med at skulle gå på Jobcenter. Det er muligt med en lønforsikring fra Ase, som også selv tilbyder et find-nyt-job forløb. Foto: Carsten Ingemann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Drop a-kassen og få dobbelt så meget udbetalt om måneden, hvis du bliver arbejdsløs.

Sådan lyder tilbuddet fra fagforeningen Ase, der er begyndt at sælge lønforsikring til folk, hvis de vel og mærke sidder solidt i et godt job for eksempel sygeplejerske, lærer, jurist, økonom eller akademiker.

Et medlemskab af en a-kasse koster typisk 435 kroner om måneden. For de samme penge kan folk med en månedsløn på fx 45.000 kroner sikre sig, at de kan få 36.000 kroner om måneden, hvis de bliver ledige. Det er dobbelt så meget som dagpengene. Og så er der intet krav om at møde op i et jobcenter.

Thomas stod uden job, da lønforsikringen blev hans livline

Dog kan de kun få den høje sats i seks måneder, mod dagpengene som man har ret til i to år. Man kan dog udvide forsikringen til 12 måneder mod højere præmie, og indbetalingen er fradragsberettiget ligesom a-kasse.

Direktør hos Ase siger, at de tilbyder den nye forsikring, fordi folk reelt ikke får en sikkerhed i dagpengene.

»Det her er en udvikling, hvor man tager ansvar for de forhold, der er centrale i forhold til sin indkomst og reagerer på, at en forsikringstype – a-kassen – over tid har vist sig utidssvarende for mange grupper,« siger Karsten Mølgaard Jensen til Jyllands-Posten.

Ase regner med at kunne tiltrække 250.000 danskere med lav risiko for arbejdsløshed, som til gengæld skal opfylde nogle krav om at være fyldt 35 år og have været i arbejde i længere tid.

Fagforeninger siger nej - og ja

Ikke uventet synes den traditionelle del af fagbevægelsen, det er en rigtig skidt ide, da den danske flexicurity-tanke handler om at sikre, at ingen behøver at gå fra hus og hjem på grund af en periode med arbejdsløshed, hvis alle bidrager.

»Det er et tilbud til de velbjærgede med faste stillinger, og ikke til dem med stor risiko for arbejdsløshed, for så ville det aldrig kunne hænge sammen. Det er netop derfor, vi har et fælles solidarisk dagpengesystem«, siger næstformand i FH, Ejner K. Holst til DR.

Frygten for arbejdsløshed stiger: Vi forsikrer os som aldrig før

I juni kom også fagforeningen HK/Privat på banen med en ekstra lønforsikring til deres 55.000 medlemmer, som for 69 kroner om måneden kan sikre sig 80 procent af lønnen i de første seks måneder, hvis de bliver arbejdsløse.

HK/Privats formand Simon Tøgern sagde ved den lejlighed til Politiken.

»Dagpengeperioden er blevet afkortet, og dagpengenes værdi følger ikke med lønningerne«.

Han har ellers i årevis argumenteret for, at det er og bliver en politisk opgave at sikre et rimeligt og retfærdigt dagpengesystem.

»Når jeg har ændret holdning, så er det i frustration over, at det skattefinansierede dagpengesystem ikke giver god nok tryghed. Og jeg har ingen forhåbning til, at en forbedring vil være en del af et nyt regeringsgrundlag«, siger han.

Antallet af danskere, der er omfattet af kollektive og individuelle lønforsikringer, er steget markant de seneste 10 år fra 70.000 borgere i 2008 til 339.000 sidste år. Det fremgår af en opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Per Munch

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her