Per Munch om kunsten at snobbe igennem: Den tonedøve selvtilfredshed minder mig om min underbo i Københavns indre by

Sidste jul kom jeg i Louisiana-alderen og fik årskort af min familie. At være årskortholder viste sig at være en kunstart i sig selv.

Ved kassen står en Poul & Fritz-type med cashmere-pulloveren over skulderen og forklarer den unge pige, at han er stamkunde, og om han mon derfor får procenter, når han skal veksle til en 20’er til garderoben, hø hø.

Når de kommer i par, er de endnu værre. De går i stå og stopper op overalt, helt umusikalsk og på tværs af det naturlige flow. Når de ikke lige har travlt med deres mobil (som altid er indstillet på standardringetonen dræbermarimba, og hvor de aldrig kan finde knappen til at slukke).

Den tonedøve selvtilfredshed minder mig om min underbo i Københavns indre by. Hun var en gammelfrøken, madskribent og underviste i finere fransk madlavning for mænd under FOF, og hver mandag hjalp jeg hende med madvarerne.

Med klar stemme kommanderede hun taxachaufføren fra Nørrevold, gennem ensretninger og Istedgade til Gasværksvejens Skole. Med lige så tydelig teaterhvisken forklarede hun mig, at ham her vores chauffør, han var da godt nok ude på numre. En kæmpe omvej.

»Sådan et subjekt«, sagde hun fnysende af foragt, og jeg forstod ikke helt, hvorfor hun kaldte chaufføren for et grundled, men godt var det ikke.

Jeg spillede rollen som tyende, der bar råvarerne op ad trapperne til skolekøkkenet i nybygningen.

Vil du frem i verden, så snob

Og trods de ydmyge rammer med lidt for små stole, langbord og rød voksdug kunne min underbo her sidde for bordenden, lade »mænderne«, som hun sagde, hylde sig. Tættest ved hende sad blomsterhandleren på Kongens Nytorv, der leverede til kongehuset, hofjuveleren fra Bredgade og redaktionschefen hr. Fritz fra BT, der dengang var en fin avis.

Normalt fik jeg en polet til bussen. Men to gange om året spiste jeg med. Vinbjergsnegle, kyllingelever på den brede pasta. Ikke så avanceret i dag. Men datidens kulinariske fyrtårn var cowboytoasten.

Lektien kunne have været, at man aldrig skal kalde nogen noget, som man ikke rigtig ved hvad betyder. At der nok var sjovest nede i den anden ende af langbordet. Og at man risikerer at dø alene og forladt, som det skete for min underbo, hvis man lever med næsen i sky. Men faktisk lærte jeg det modsatte. Nemlig, at hvis du vil i verden frem, så snob. Du tildeler dig selv din egen status, uanset hvad subjekterne synes.

Der er koldt på toppen, tænker jeg, mens jeg tager pulloveren på i køen på Louisiana. Pludselig begynder min mobil at bimle, og hvor fanden er den nu henne? Men bare vent. I år har jeg også ønsket mig årskort til Arken, så jeg kan komme ned på Pomfritkysten og føre mig frem.

Som Einstein vistnok sagde: Alt er subjektivt.

fortsæt med at læse

Anden halvleg:

Man gjorde et bilbarn fortræd