Tirsdag 17. marts:
Min kone og jeg sover ikke sammen. Så jeg vågner alene på mit værelse omkring klokken 8. Vi mødes i køkkenet og spiser morgenmad på hver sin side af bordet.
Jeg er knoglemarvstransplanteret, fordi jeg har haft leukæmi. Det betyder, at jeg har en anden mands immunforsvar. Og det fungerer ikke altid så godt.
Min kone kom hjem fra Barcelona i fredags. På grund af alt det her med corona er vi enige om, at vi – for at passe på mig – holder afstand herhjemme. Det betyder, at vi holder to meters afstand, også herinde i vores eget hus. Hvis hun for eksempel går ned gennem gangen, venter jeg lige, til hun er kommet igennem, inden jeg gør det samme. Det er en måde, vi bevæger os rundt på, når der er sygdom i luften, og som vi har har øvet os på, siden min transplantation for to og et halvt år siden.
Efter morgenmaden tager jeg et bad. Ved 10-tiden går jeg ud i vores bryggers. Jeg har gang i et renoveringsprojekt og er nået til bordene. Så dem skruer jeg af. Løsner vasken og sliber bordpladerne. Til sidst lakerer jeg.
Undervejs tager jeg en tur ud i et byggemarked, fordi der er et par ting, jeg mangler. Vi er vel syv derinde i alt. Det er altså en pudsig fornemmelse at stå i en kø, der er meget lang, fordi vi holder afstand, men som kun består af fire mennesker.
Et døgn: »Jeg kan mærke, at jeg får feber, så jeg trisser ind i seng«Hverdag i lavt gear
Da jeg kommer hjem, arbejder jeg videre i bryggerset. Indimellem tager jeg mig en kop kaffe og en hyggepause, men jeg holder mig stort set for mig selv indtil klokken 20. Det er livet i et meget lavt gear. Det værste ved at skulle være så meget hjemme i øjeblikket er faktisk, at jeg bliver så rastløs. Så jeg har brug for projekter som det i bryggerset.
Da statsministeren holder pressemøde klokken 19, holder jeg pause. Jeg synes, at jeg bør se det for at vide, hvad der sker. Mette Frederiksen har aldrig været min statsminister, men det kan altså godt være, at hun går hen og bliver det nu. Jeg synes, at vores regering har påtaget sig præcis det ansvar, som jeg forventer af en regering. Jeg synes virkelig, de gør det godt.
Bagefter går vi seng ved 22-tiden. I hvert sit værelse.
Et døgn: »Jeg er meget bange for at smitte nogen«Næste morgen vågner jeg, fordi jeg kan høre min kone pusle i køkkenet. Jeg går ud til hende, og så siger hun: »Nu holder du dig helt væk. Jeg har fået symptomer«. I løbet af natten har hun fået muskelsmerter, krillerhoste og hovedpine – alle de der symptomer fra første stadie af corona.
Det er i høj grad ufedt, det her. Men vi er, hvor vi er. Vi må tage det i den rækkefølge, det kommer. Jeg gider rent ud sagt ikke gå i panik over det. Jeg har været så meget igennem, så det her kommer vi nok også igennem.
Men det ændrer fremtidsperspektiverne lidt. Nu kommer vi til at være helt isolerede her de næste 14 dage. Vi kan købe mad online, og vi har gode naboer, så jeg tror ikke, at det praktiske bliver noget problem.
Men det her er et wakeupcall. En masse tanker fylder i hovedet på mig: Hvornår slår det ud hos mig? Hvordan slår det ud hos mig? Hvis jeg får en infektion, vil mit immunforsvar formentlig reagere uhensigtsmæssigt. For et halvt år siden fik jeg for eksempel en svampeinfektion i lungerne. For andre mennesker føles det som en let irritation i luftvejene. Men jeg lå ned i tre uger.
Heldigvis får jeg ikke immundæmpende medicin i øjeblikket. Så mit immunforsvar burde fungere så optimalt, som det kan. Så hvis jeg skal rammes, er det måske ikke så tosset et tidspunkt lige nu.
I løbet af formiddagen ringer vi til min læge. Men dybest set kan vi jo ikke gøre så meget andet end det, vi allerede har gjort, siden min kone kom hjem fra Barcelona: god hygiejne, håndsprit og holde afstand.
Vores mellemste datter på 29 bor hos os i øjeblikket. Nu er hun ufrivilligt også røget med i isolation. Så vi manøvrerer rundt herhjemme som tre ensomme skibe i natten.
fortsæt med at læse
