Et døgn: »Jeg kan mærke, at jeg får feber, så jeg trisser ind i seng«

Søndag 15. marts:

Mit vækkeur vækker mig 8.45. Men jeg bliver liggende. Jeg er træt og snottet. Jeg har haft feber hele natten og har fornemmelsen af, at jeg har været vågen cirka tusind gange. På gulvet ligger en bunke fugtige håndklæder og t-shirts, som jeg har brugt i løbet af natten.

I sidste uge kom jeg hjem fra Ischgl i Østrig. Jeg var på tur med tre veninder, og vi var gæster på den bar, hvor mange danskere blev smittet med corona. To dage efter vi kom hjem, blev to af os testet positive for corona. Min test var negativ. Men dagen efter fik jeg feber. Jeg er ikke blevet testet igen, men jeg har jo delt seng, vandflaske og læbepomade med de to, der er testet positive, så jeg går ud fra, at jeg også har corona nu. Jeg har i hvert fald hørt om flere, der er blevet testet negative i første omgang og siden positive.

Jeg tjekker min telefon. Der ligger vildt mange beskeder fra venner og bekendte. De skriver for at høre, hvordan jeg har det. Men også fordi de gerne vil høre om mine symptomer. Flere af dem har forældre, der hoster, og nu er de bekymrede. Jeg bruger et par timer på at svare. Jeg kan jo ikke sige noget om, hvorvidt nogen har corona. Men folk har svært ved at komme igennem til deres egne læger, og ingen ønsker jo at belaste 1813, så jeg tror, det er derfor, de skriver til mig.

Går rundt om mig selv

Bagefter ringer jeg til min mor. Hun er 64 og har svækkede lunger, fordi hun tager astmamedicin. Jeg er sindssygt bange for, hun bliver smittet. Jeg forsøger at overtale hende til at tage i sommerhus. Men hun går på arbejde, fordi hun sidder i en nøglerolle som koordinator på et privat plejehjem.

Da vi lægger på, tager jeg et par panodiler og går i bad. Jeg går rundt i lejligheden på må og få og kigger ind i køleskabet igen og igen. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min kæreste er her også. Det er hans lejlighed, vi er i, fordi jeg ikke vil smitte min roommate, som jeg bor med på Vesterbro.

Jeg ringer til min roommate og beder hende finde mine gamle fotoalbummer og min digitale skanner og sætte det hele ned på gaden. Så pakker jeg mig ind i en masse overtøj, låner min kærestes bil og kører til Vesterbro. Jeg rører ikke ved noget som helst med bare hænder, inden jeg når frem. Jeg snakker lidt med min roommate, der åbner et vindue, da jeg kommer. Vi sender hinanden luftkrammere.

Jeg bruger eftermiddagen på at skanne gamle fotos, så de bliver digitale. Det er et ret fedt projekt. Fjernsynet kører, og vi følger dagens pressemøde om corona.

Jeg har selvstændig virksomhed som grafisk facilitator og laver materiale til konferencer og den slags. De seneste dage har aflysningerne tikket ind. Jeg tænker vildt meget på, hvad der kommer til at ske med min egen økonomi.

Derfor er det også rørende at lytte med til pressemødet med statsministeren, hvor hun fortæller, at der vil være løn til en masse privatansatte. Jeg synes, det er vildt fantastisk og slet ikke nogen selvfølge. Tænk, at vi har det så godt i Danmark, at vi kan gøre det for hinanden. Selv om hun ikke har sagt noget om os små selvstændige, håber jeg, at politikerne også vil tage hånd om os. Men der kommer jo også en kæmpe regning bagefter, og der vil være noget, som vi ikke kan få, som vi måske havde regnet med.

Om aftenen er min kæreste ikke sulten. Vi taler om, om han mon også er ved at blive syg. Til sidst kan jeg mærke, at jeg får feber, så jeg trisser ind i seng.

Men jeg falder ikke i søvn lige med det samme. Mine tanker kører. Jeg ligger og tænker på, hvad der kommer til at ske. Ikke så meget for mig selv. Men for – ja, verden, faktisk. Jeg synes, det er uhyggeligt. Det er lidt som 9/11. Vi ved, at det bliver noget andet herfra, men ikke hvordan.

Jeg har en masse veninder, der er gravide, eller som lige har fået en baby. Dem ligger jeg også og bekymrer mig for. Og så tænker jeg på min egen økonomi. På, hvornår jeg mon får en opgave igen. På, hvornår det bliver sådan, at vi igen kan holde konferencer og sådan noget, så jeg kan få noget arbejde. Indtil da har jeg ingen indtægt.

fortsæt med at læse

Et døgn:

»Jeg er meget bange for at smitte nogen«