Én mandlig politiker tog sig selv i en pludseligt opstået frygt for at have brudt fundamentalt med tidens sociale koder, da han i sidste uge gav et venskabeligt klap på ryggen af en kvindelig radikal politiker og spurgte, om hun trods den radikale krise havde haft en god efterårsferie.
Et andet mandligt folketingsmedlem fortæller, hvordan han skyndte sig at undskylde, da han ved en fejl kom til at strejfe en kvindelig politikers hånd, mens han gik med en rullekuffert.
En tredje mandlig folkevalgt beretter om talrige angstfyldte samtaler med kolleger af samme køn, som gennem de seneste ugers #MeToo-debat angstfyldt har gransket deres erindring for eksempler, som måske/måske ikke kan blive brugt som eksempler på en krænkelsessag.
Rimeligt eller ej: #MeToo-debatten har gjort mændene nervøse. Bagtæppet er da også alvorligt. Først måtte Morten Østergaard gå af som R-leder efter håndteringen af en sag med partifællen Lotte Rod. Nu forhenværende overborgmester i København Frank Jensen (S) valgte at træde tilbage efter nye anklager om krænkelser. Konservatives Orla Østerby fik frataget sine ordførerskaber, da det kom frem, at han stod bag seksuelle krænkelser af partikollega Brigitte Klintskov Jerkel.
