Ulrik Wilbek har læst om dem alle sammen. Om Marius, der ifølge Københavns Kommune ikke længere havde behov for eneundervisning, efter at han var fyldt 18 år. Om Michelle fra Odense Kommune, der selv må betale, hvis hun skal i bad. Om Jakob fra Ikast-Brande, som måtte finansiere sin egen genoptræning, og om Filippa, hvis forældre kæmpede i over fem år med Gladsaxe Kommune for at få lov til at hjemmetræne.
Og jo. Det gør indtryk på manden, der er central på området, fordi han foruden at være borgmester i Viborg for Venstre er formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) og medlem af Det Centrale Handicapråd. Dermed kommer han også til at stå på mål for kommunernes håndtering af området. Et ansvar, de fik i 2007 ved den store kommunalreform.



























