Hvornår opdagede Skattestyrelsen, at det danske advokatfirma Bech-Bruun rådgav en af udbyttesagens svindlere, tyske North Channel Bank, om udbytteskat? Og hvor længe har styrelsen og Kammeradvokaten siddet på den viden? Oplysningen kan være afgørende for, om Skattestyrelsens erstatningskrav mod Bech-Bruun på 1,2 milliarder kroner for rådgivningen af den tyske bank er forældet. Sådan et krav er forældet, når der er gået mere end tre år, efter at Skattestyrelsen opdagede – eller burde have opdaget – at det danske advokatfirma havde rådgivet banken på en måde, så det kunne gøres medansvarligt for svindlen.
Og hvornår opdagede Skattestyrelsen så det? Eller hvornår burde de have opdaget det?




























