Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk den juniaften, hvor en socialdemokrat – uden for citat, naturligvis – fortalte mig om Mette Frederiksens tanker om en bred regering. Med et eller flere borgerlige partier i. Det blev serveret som en politisk bombe, der var sat til at detonere grundlovsdag, hvad den da også gjorde, og de fleste reagerede som jeg. Kunne det nu også passe? Var det ikke blot en taktisk smart måde at omgå det radikale krav om et nej til endnu en ren socialdemokratisk regering?
Da Mette Frederiksen udskrev valget i oktober på præcis det samme, en bred regering med enten Venstre eller de konservative eller begge, var reaktionen lidt den samme. Det blev kaldt et bluffnummer. Hun ville da bare have et rødt flertal, ville hun.
