Med et fald i brevmængden fra 1.450 millioner ved årtusindeskiftet til under 200 millioner i 2020’erne skal jeg ikke bebrejde PostNord, at man i stedet satser på pakkepost, hvor ucharmerende dens overflod af pap, produkter og returlabels end kan syne.
Det går nok, for breve er ikke længere nødvendige. Men for mig er det en stor ting at se i øjnene, at den nye postlov har givet dødsstødet til det fysiske brev.
Lone, Rigmor, Elin og et par stykker mere blev mine pennevenner, da jeg var 8-9 år. Vi skrev om vores hverdag og vedlagde måske en tegning eller et lille skolefotoportræt som fysiske filer. Brevvennerne udvidede min horisont ved at give mig indsigt i deres verdener. Kontakten med de fleste gled ud, men ikke alle – en af dem ser jeg stadig.
I teenageårene kom andre til. Nye venner, jeg mødte på rejser og ikke havde lyst til at slippe igen, og gamle venner, der rejste ud i verden, for det kostede en formue at ringe, og e-mail var ikke opfundet.
