Stil dig ud på gaden. Peg på 13-14 tilfældige mennesker. Statistisk set vil én af dem, du peger på, være ulykkelig.
For nylig offentliggjorde Danmarks Statistik den første store undersøgelse herhjemme om danskernes tilfredshed med livet. 42.500 danskere har deltaget. Undersøgelsen opererer med en skala fra 1-10. De ulykkelige er dem, der enten placerer sig selv på et tretal eller derunder på denne lykkeskala, eller som mener, at deres hverdag er præget af meningsløshed i en grad, så det, de foretager sig i dagligdagen højest kan værdisættes til et tretal på sådan en 10-punktsskala. I gennemsnit ligger danskernes tilfredshed med livet på 7,5.


























