Mens det liberale Danmark sov valgrusen ud efter jordskredssejren 20. november 2001, var der arbejde at gøre på Slotsholmen. To af landets mest betroede embedsfolk fandt hinanden i telefonen fra morgenstunden, da Nils Bernstein bad Karsten Dybvad om at lægge vejen forbi kontoret hurtigst muligt.
Den ene var departementschef i Statsministeriet, den anden i Finansministeriet. Der var en del at snakke om i forbindelse med det magtskifte, der lå forude. I den proces stod de begge til at spille en central rolle. I praksis er det Finansministeriet, der har de fleste kontakter ud i statsadministrationens krinkelkroge. Men netop Finansministeriets departementschef kunne nemt gå hen og blive et kontroversielt valg. Helt usædvanligt havde Venstre nemlig gjort Karsten Dybvad til skydeskive i en massiv, negativ kampagne om Socialdemokratiets måde at regere på.



























