Da Bagsiden for en uge siden spurgte læserne, hvad vi på dansk skal kalde de tre tæer mellem storetåen og lilletåen, kom der 70 forslag ind – svarende til mere end 210 tæer. Det er et emne, der ligger folk meget på sinde. Der er mange gode navne imellem. Så mange, at det ikke er muligt at kåre en vinder. Men det, vi kan levere, er et mindre potpourri, og så kan vi konstatere, at bornholmerne har et eller andet med tæer. Nulli, nalli og bette palli
Lad os komme i gang: I læser Else Nalholms barndomshjem i 1950’ernes sydøstlige Vendsyssel hed alle fem tæer storetå, mestergrå, nulli, nalli og bette palli. Hjemme hos Peter Tom-Petersen har de »altid heddet« Svend, Knud og Valdemar (fra storetåen og ud). Johan Hartmann Stæger har »altid lært«, at de fem tæer tilsammen hedder storetå, næste tå, mellemtå, hestetå og lilletå. Bjørn Melgaard på Frederiksberg lærte denne remse af sin mor, der var »lidt af en huspoet«: storetå, totille, tillerøde, krukkehest og nippefrue.

Tåtil, tillero, mangefro og den lille krobesse
Rikke Riisager i Lyngby lærte tæernes navne for 27 år siden, da hun fik sin søn. Hans farmor, Mimi Hansen, der kom fra Odense (men flyttede til København med sin mand, Ejner, i 1950), brugte denne remse: storetå, tåtil, tillero, mangefro og den lille krobesse I ’Rim og remser’ (Politikens Forlag, 1974) har Inga Andreasen fundet dette rim: »Storetå og hans kone,/ mellemtå og Pæone/ og det lille barn«. Aase Winther i Gentofte skriver, at hun i ’Bedstemors remser’ (Carlsen, 1978) har fundet remsen storetå, abildgrå, nille og nalle og lille palle. (I Karen Haves familie i Grenaa bruger de den samme remse, men her siger de nulle i stedet for nille). Aase Winther fortæller videre, at »jeg var på et kursus, hvor jeg lærte andre tånavne, som en instruktør kendte fra Bornholm. Men jeg må ikke have lært dem godt nok, for lige i øjeblikket er de væk. Måske er der en bornholmer, der ved det og skriver til Bagsiden«. Jotak Tudelle, maldefrodde, pilderodde
Hanne Mailand i Allinge havde for mange år siden en bornholmsk barnepige til sine børn, som lærte dem, at tæerne hedder storetå, tudelle, maldefrodde, pilderodde og lilleklodde. Hos Ellen Strandgaard hedder de tre blandt andet langetå, midtertå og guldbrandstå. Men hendes barndomsvenindes mormor, der kom fra Bornholm, sagde ovsi, movsi, lari, linkedank og lille Peter partikeltå, når hun trak sit barnebarn i tæerne. Hos Helle Frederiksen i Rønne er tæernes navne noget af det første, børnene lærer: storetå, tutilda, magdefrutta, dippedutta og lille clotta. Birgitte Borgen Marcussen fortæller, at hendes søster har skrevet to remser fra to gårde i Rutsker på Bornholm ned, mens »de to meddelere«, Solvej og Inger, endnu var i live. Vi tager Solvejs remse først: Storetå, tå tilla, maltaruta, maltafruta og lilla knotta. Og så Ingers remse: storetå, thilda, thilda rosa, kroga nosa og lilla tosa. Inge Pihl i Hillerød lærte som barn i 1950’erne af sin morfar denne remse, som også havde rod i noget bornholmeri: storatå, tåtilla, maltafruta, piltaruta, lilja klota.