Smager Heinz, Beauvais eller en hel tredje bedst? Dommerne er ikke i tvivl.

Smagstest: Ketchupklassikere rammer både bund og top

Lyt til artiklen

Testen blev publiceret første gang 4. april 2015

Siden Henry John Heinz sendte sin første ketchup på gaden for 140 år siden, er den sur-søde tomatsauce blevet en integreret del af madkulturen i den vestlige verden. Faktisk sælges der en flaske Heinz-ketchup hvert tredje sekund i over 140 lande, hvilket bliver til 650 millioner flasker hvert år.

LÆS ARTIKEL

Smagstest: Den dyre feta smager bedst

I Danmark sælges alene i Coops butikker to millioner flasker almindelig tomatketchup om året, og det er et salg, der er steget med knap 10 procent mellem 2012 og 2014

Det var i Asien, de først begyndte at dyppe maden i sursøde saucer. Disse blev taget med hjem til Europa af engelske kolonister, hvorefter saucerne spredte sig til USA. Der gik dog en hel del år, før ketchup blev tomatketchup, for de første var lavet på nærmest alt andet end tomater, ofte med champignon og ansjoser som vægtige substanser.

Smagstest: De dyreste tapenader smager værst

I dag kommer saucen også i alle mulige smagsvarianter, men eftersom den klassiske tomatketchup stadig er den mest populære, er det også den, der er udsat for vores dommeres skarpe smagsløg i denne test. Mira Arkin, der er opskriftsudvikler, madblogger og -skribent, er opvokset med Heinz, mens Marie Holm, redaktør på en række kogebøger og forfatter til opskrifts- og essaysamlingen ‘Foodie’, kommer fra et hjem med Beauvais.

»Jeg er vokset op med Beauvais, men det er Heinz’ økologiske, vi har derhjemme. Nogle gange har jeg købt den italienske Mutti, men vi bruger egentlig ikke ret meget ketchup. Jeg dypper for eksempel aldrig pomfritter i ketchup«, fortæller Marie Holm.

»Vi har også øko Heinz derhjemme, men aldrig Beauvais. Sådan er det, når man har en en amerikansk mor«, konstaterer Mira Arkin med et grin. »De to har hver sin meget definerede smag, og det er nok også derfor, folk nærmest religiøst sværger til den ene eller den anden«.

Klassikere i hovedrollerne

Udbredelsen af ketchuppen herhjemme tog for alvor fart i 1950’erne, hvor alt amerikansk blev mødt med begejstring, og senere blev den røde sauce fast bestanddel i fastfoodudbuddet.

I denne test er fem luksusvarianter samt Beauvais og Heinz målt op mod hinanden, og resultatet viser, at luksus ikke nødvendigvis er lig med godt, når det kommer til ketchup. For det handler i høj grad om balancen mellem surt, sødt og salt, og her viser Heinz sig uovertruffen.

Luksusflødebolletest: »Chokoladen skal give en bitter kontrast til det søde skum«

Begge dommere kan kun give fuldt hus, mens der er noget mere knubbede ord til danske Beauvais, der sammen med testens næstdyreste, Stokes Tomato Ketchup, lander på dumbopladsen.

»Jeg kan godt lide, at der er noget salt og syre, selv om den er ret sød, men der er noget mærkeligt over smagen. Det minder mig om suppeurter. Jeg er ikke vild med den«, lyder det fra Marie Holm, mens Mira Arkin er en anelse mere uforbeholden i sin vurdering.

»Den er mærkelig – på en dårlig måde. Den har en parfumeret, sæbeagtig eftersmag, som jeg virkelig ikke er glad for. Nej, den smager ulækkert«.

Research: Nanna Claridge Foldschack


Her er testens resultat:


Heinz Tomato Ketchup

✓✓✓✓✓✓

Pris: 35,95 kr. for 570 g hos Føtex

Kilopris: 63,07 kr.

Sukker: 22,8 g pr. 100 g

Opskriftsudvikler og madblogger, Mira Arkin:

Den er cremet og har en supergod balance mellem det sure, salte og søde. Den her smager, som en ketchup skal smage for mig.

Madskribent og kogebogsredaktør, Marie Holm:

Det er en helt klassisk ’crowdpleaser’. Den er lidt shiny, hvilket godt kunne betyde, at der er meget majsstivelse i, men den er god, og den bedste, vi har smagt i dag.


Mutti Ketchup

✓✓✓✓✓

Pris: 16 kr. for 340 g i Irma

Kilopris: 47,05 kr.

Sukker: 23,2 g pr. 100 g

Mira Arkin: Den er måske lidt vandet, men den er frisk og har noget chilipunch. Den er ret spicy, og der er meget eddike i. Næsten for meget.

Marie Holm: Der er rimelig meget spark i den, og den har en ret stærk eftersmag. Den er lidt tynd, men den er frisk, og den smager mere af tomat. Den er knap så sød som de andre, og så har den en god syre.


Urtekram økologisk tomatketchup

✓✓✓✓

Pris: 29,95 kr. for 500 ml hos

Super Brugsen

Kilopris: 59,90 kr.

Sukker: 23 g pr. 100 g

Mira Arkin: Den er fyldig, flot og smager, som ketchup skal smage. Den er virkelig pæn og har en god konsistens, og den gode balance mellem syre og sødme giver en lækker, dyb smag af tomat.

Marie Holm: Den smager sjovt. Men den smager godt. Den er pæn glat i udseendet og smager mere af rigtig tomat, selv om jeg kan ane lidt tomatkoncentrat inde bagved. Den er lidt til den søde side, men jeg synes, den er rigtig god.


Wilkin & Sons Tomato Ketchup

✓✓✓✓

Pris: 42,50 kr. 210g

Mad & Vin i Magasin

Kilopris: 202,38 kr.

Sukker: 30,9 g pr. 100 g

Mira Arkin: Den er meget krydret og så grynet, at det næsten er ubehageligt. Den falder lidt udenfor i forhold til de andre, en mellemting mellem chili- og barbecuesauce. Men den er god og vil være fremragende i en flæskestegssandwich.

Marie Holm: Hold da op! Det er sødt og smager i hvert fald af karry. Det er slet ikke en klassisk ketchup, men vil gøre sig godt i f.eks, alternative hotdogs.


Ketch’up - Confitures des Pyrénées, Copyr

✓✓✓

Pris: 41,50 kroner 23 cl

Mad & Vin i Magasin

Kilopris: 180,43 kr.

Sukker: 25,8 g pr. 100 g

Mira Arkin: Man kan se lidt ting i den, tomatskræl for eksempel, og det kan jeg egentlig godt lide. At jeg kan se, hvad den er lavet af. Den smager af det, den er lavet af, men den er for sød. Den ville have været rigtig god med lidt mere eddike.

Marie Holm: Åh, hvor er den sød. Den har lidt sød thai-chilisauce over sig i konsistens og smag, så den vil være perfekt i en asiatisk inspireret burger. Men jeg synes altså, den smager lidt af torskerogn.


Beauvais

Pris: 28,35 kr. for 725 g i Netto

Kilopris: 39,10 kr.

Sukker: 18 g pr. 100 g

Mira Arkin: Den er mærkelig – på en dårlig måde. Den har en parfumeret, sæbeagtig eftersmag, som jeg virkelig ikke er glad for. Nej, den smager ulækkert.

Marie Holm: Jeg kan godt lide, at der er noget salt og syre, selv om den er ret sød, men der er noget mærkeligt over smagen. Det minder mig om suppeurter. Jeg er ikke vild med den.


Stokes Tomato Ketchup

Pris: 44,50 kr. for 300 g hos SuperBest

Kilopris: 148,33 kr.

Sukker: 24,6 g pr. 100 g

Mira Arkin: Den kan jeg ikke lide. Den er meget sød med noget karry i krydderiet. Den er nærmest suppeagtig i smagen.

Marie Holm: Hvor er det dog sødt! Jeg kan godt lide syren, men den smager meget af tomatkoncentrat, og så er der noget underligt krydderi i eftersmagen. Den er mærkelig ...

Peter Krogholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her