Min hverdag er travl, men der er små pauser. Nogle af dem opsøger jeg aktivt. Jeg rejser mig fra mit skrivebord og går i kantinen for at spise frokost. Det er mig, der vælger pausen. Andre pauser sker af sig selv. For mit vedkommende er det blandt andet at stå i kø i Netto og Superbrugsen. Det kan også være den pause, jeg tvinges ud i, når jeg er til fods og må stoppe for rødt lys.
Pauser er et frirum til hjerne og krop. Vi kan stå stille. Vente. Men der er noget svært i ventepositionen. Måske var det nemmere engang. Nu føles det næsten naturstridigt at stå der som nummer fem i køen i Netto og foretage sig ingenting. Ja, ingenting! Blot stå og stirre på et ubestemt punkt og lade tankerne vandre og dagdrømmen tage over. Det lyder ellers attråværdigt.
