For halvandet år siden oprettede jeg en konto på det sociale medie Instagram for at følge med i venner og bekendtes liv. Især folk, der ligesom jeg selv er passionerede langdistanceløbere. Med et trylleslag blev jeg del af et gigantisk online-fællesskab, hvor tusindvis af løbere poster billeder fra træning og konkurrence. Jeg begyndte selv at lægge billeder op fra min træning og motionsløb, jeg deltog i. Hver dag kom nye følgere til.
Det gav mig et lille kick, hver gang endnu en følger havde trykket like på et billede. Et hjerte. En hurtig dosis anerkendelse. Ofte fra et fremmed menneske, som jeg aldrig havde mødt i den fysiske verden. Alligevel satte jeg pris på det. Når jeg skriver det ned nu, slår det mig, at det rummer et element af vanvid i sig. I det mindste er jeg nået til den erkendelse.
