Salget af ekstra jomfru olivenolie er steget med hele 70 procent over de sidste ti år, viser tal fra Coop Analyse. Det er især forbrugerne i de største byer, der mæsker sig i den olie, der bliver presset kort tid efter olivenhøsten.
»Salget er steget i ti år, men nu kan vi se, at det er ved at stagnere. Olivenolien er de senere år blevet udfordret af de stigende råvarepriser. Derudover er solsikkeolien ved at vinde indpas i de danske køkkener. Kokkene er begyndt at tale om solsikken som den nordiske pendant til oliven, og det har fået indflydelse på vores forbrug«, siger analysechef Lars Aarup fra Coop, der blandt andet driver Irma, Fakta og SuperBrugsen.




























