Mit humør påvirkes ikke vildt af vejret, men jeg er besat af lyset. Allerede i januar begynder jeg at glæde mig over, at dagene bliver længere. Ved forårsjævndøgn jubler jeg over, at der nu er mere dag end nat. Jeg elsker at vågne med solen og får lyst til at springe ud af sengen sammen med fuglene. Jeg deltager i det lalleglade kor, der bryder ud i eksalteret lovsang om forårets lys, farver og dufte.
Men for nogle virker foråret som et urimeligt krav om, at man skal være glad på kommando. Foråret er højsæson for depression og selvmord. Måske er forklaringen den, at lysets komme giver den depressive energi til at gøre alvor af selvmordstanken. Måske er det bristede forhåbninger om, at foråret skal bringe nye og bedre tider, der slukker den sidste livsgnist. Det er også muligt, at foråret virker som en forstærker af ensomheden. Hvis man er trist, kan det være ubærligt at være omgivet af mennesker, der er fyldt af glæde og har masser af livsmod.
